Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
nu maaskee i ny Hidsighed ligner sig selv ved at anklage denne
Uforanderlighed Saa lidet som Smerten og Lidelsen og Livs-
faren altid er, hvor Skriget er: saa lidet er Troskaben mod sig
selv altid der, hvor Anklagen over en Anden er høirøstet·
Dette Samme gjentager sig ogsaa ikke sjeldent i de literaire
Forhold: at en Forfatter anklager Tidens Utroskab og Tiden
Forfatterens, det være nu hans Evners formeentlige Aftagen
eller at han maaskee kun altfor urolig og travl for at fyldestgjore
Tidens Fordringer selv hitter paa Noget, som dog ikke tilfreds-
stiller Tiden. Maaskee er der Feil paa begge Sider, men atter
her vil det andet Eftersyn afgjøre, om det er en Forfatter, der
væsentligen bliver sig selv tro, medens Verden forandres, eller
en ustadig Aand, ,,en vildfarende Stjerne-O der ved Forander-
lighed vil fange det Foranderlige, medens Nemesis fanger
ham i hans egen Snare. Forholdet er saaledes her det samme
som hiint paaviste mellem Mand og Mand, men da er det i
Literaturen tillige paa en anden Maade indviklet og gjort dias
lektiskz thi de tvende Enkelte blive dog i en vis faktisk Forstand
de Samme, men en Tid, en Læseverden er anderledes dialektisk.
Den blot lidt ældre Forfatter seer sig snart, hvad enten han er
forladt eller anerkjendt, omgiven af en ny Tid, en herskende
Tid, denne være nu mere udviklet berettiget i sin Fordring
eller vildledt som hiin ny Pharao, der ikke tilstrækkeligen kjendte
Joseph og hans Fortjenester. Den forandrede Tid udtrykker da
stundom Forandringen ved at anklage Forfatteren for Utro-
skab mod sin Tid, hvilket er misligt, især naar det ikke tydelig-
gjøres hvad der skal forstaaes ved sin Tid eller Tiden; thi saa
er det eo jpso umuligt Andet, end at enhver Forfatter maa
ende med at blive sin Tid utro, netop ved at blive fin Tid tro,
da Tiden sophistisk bestandigt er den ny Aflosning, Forfatteren
det enkelte Menneske, der bliver ældre med hvert Aar, kun kan
fornyes i sig selv, men ikke blive Tid efter anden et nyt Men-
neske. Skal det tilsyneladende metaphysisk Dybsindige om Tidens
Fordring ikke opløse sig i Forvirring, maa atter her ethisk det
andet Eftersyn antages at kunne dømme ved at afgjøre, om det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
