Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Oldtiden. Oldtiden er dialektisk i Retning af Fremragenhed
(den enkelte Store —— og saa Mængden, een Fri — og saa Trælle);
Christendommen er indtil videre dialektisk i Retning af Repræs
sentation (Fleertallet anskuer sig selv i den Repræsenterende,
frigjøres ved Bevidstheden om at det er dem, han repræsen-
terer, i en Art Selvbevidsthed); Nutiden er dialektisk i Retning
af Ligeligheden, og dennes-, i Forfeilethed meest consequente
Gjennemfgrelse er Nivellementet, som den negative Eenhed
af Jndividernes negative Gjensidighed.
Enhver vil let see, at Nivelleringen har sin dybe Betyd-
ning i Generationskategoriens Overmagt over Jndividualitets·
kategorien. Medens i Oldtiden Judividernes Mængde ligesom
var til for at bestemme Prisen paa, hvor meget det udmærkede
Individ var værd, saa er Myntfoden nu saaledes forandret,
at der ligeligt gaaer omtrent saa og saa mange Mennesker paa
eet Individ, saa det blot gjelder om at sikkre sig det behørige
Antal — saa har man Betydning. Den Enkelte i Mængden
betydede i Oldtiden slet Intet, den Udmærkede betydede alle .
disse; iutiden tenderer til den mathematiske Ligelighed, at
der saa omtrent ligeligt gjennem alle Stænder gaaer saa og saa
Mange paa eet Individ. Den Udmærkede turde tillade sig Alt,
de Enkelte i Mængden slet Jntetz nu forstaaer man, at der gaaer
saa og saa mange paa eet Individ, og ganske consequent tæller
man sig sammen (man kalder det jo rigtignok at forene sig,
men det er et Galanteri) i Forhold til det Ubetydeligste. Blot
om at realisere et Jndfald tæller man sig nogle Stykker sammen,
og saa gjør man det o: saa tør man gjøre det. Deraf kommer
det tilsidst, at selv en fortrinligere Begavet dog ikke kan frigjgre
sig fra Reflexionen, fordi han snart i det Ubetydeligste bliver
sig bevidst som en Brøks-Deel, og gaaer Glip af Religieusites
tens uendelige Frigjorelse Selv om en Forening af Flere
havde Mod til at gaae Døden imøde: det vilde i vor Tid derfor
ikke være sagt, at hver Enkelt havde Mod dertil, thi Det, den
Enkelte frygtede mere end Døden, var Reflexionens Dom over
ham, Reflexionens Indsigelse mod ham, at han som Enkelt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
