Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
er evigt sandt og hellig Sandhed, men i Timelighedens For-
stand er det Uvisse og forfængelig Kløgt Saaledes gik han
ud i Erfaringens Skole, thi vi gaae jo alle i Skole, saa længe
vi leve; Livets Skole er for de Voer og derfor gaaer det noget
strængere til end der, hvor Børnene gaae i Skole, hvor den
Opmærksomme og Flittige nok kommer høit op mellem sine
Jevnaldrende. Saa tog Livet ham da strængt i Skole; dog
holdt han igjen, han formindskede Fordringerne, han vilde
ikke svige det Gode. Ak, det var som vilde heller ikke dette hjælpe ;
han troede i det Gode at have en Fordring til Livet, nu blev
det ham som var det det Gode, der kun havde Fordringer til
ham. Saa sygnede hans Frimodighed, han saae omkring sig,
hvorledes saa mange Andre reve Lønnen til sig, Fristeren begyndte
at ængste ham i Kleinmodighed, hvorfor han ikke vilde være
som de Andre, hvorfor han vilde jage efter Jndbildningens
Uvisse istedetfor at gribe det Visse. Da omskiftedes hans Sind,
det gik ham i Livet, som det vel vilde gaae den bedre Discipel
i Skolen, hvis der ingen Lærer var: de middelmaadige vilde
faae Overmagten, og faae Magt til at fordærve de bedre, fordi
den gode Discipel ingen Lærer havde at søge Tilhold hos. Og
i Livet er der ingen Lærer synlig, som opmuntrer den gode
Discipel, thi vi ere jo Alle Disciple; skal den gode Discipel holde
ud, da maa han finde Opmuntringen i sig selv. Den fandt han
ikke, hans Mod var brudt; maaskee fandt han heller ikke hvad
han nu søgte i Verden, og saaledes bukkede han under, han
den Bedragne, hvem Verden bedrog for Lønnen, da han vilde
det Gode, og hvem dog Verden bedrog forfærdeligst, da den
fik ham til at opgive det Gode.
2) Dernæst maa der siges, at Den, der kun vil det
Gode af Frygt for Straf, han vil ikke Eet, han er
tvesindet.
Kun af Frygt for Straf at ville det Gode er Lønsygens
anden Side, i Væsen derfor det Samme, som at ville det Gode
for Lønnens Skyld, forsaavidt det, at undgaae et Onde, er
en Vinding af samme Art, som den, at opnaae en Fordeel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
