Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
gjør Tiden længst, gjennem Uvished! Hvorfor skulle de Enkelte,
som i Sandhed ville det Gode, være saa adsplittede, saa adskilte,
at de neppe kunne raabe til hinanden, neppe øine hinanden;
hvorfor skal Tiden hvile som en Tyngde paa dem, hvorfor skal
Adskillelsen lægge Sinkelse imellem dem, naar det er saa hurtigt
gjort i Evigheden; hvorfor blev en udødelig Aand sat i Verden
og Tiden, ligesom naar Fisken drages op af Vandet og hen-
kastes paa Strandbredden?" Hvo som spørgende taler saaledes
(og selv om han sukker saaledes, Yttringen bliver den samme),
han vogte paa sig selv, thi han veed neppe, af hvilken Aand
han taler. Ak, Menneskene forvexle ofte nok Utaalmodighed
med den ydmyge lydige Begeistring; den Utaalmodige selv
er kun altfor tilbøielig til denne Forvexling Naar et Menneske
aarle og silde er paafærde »er det Godes Skyld-O støier og larmer,
er idel Uro, kaster sig i Tiden, ligesom den Syge paa Leiet,
kaster alle Hensyn af sig som den Syge Klæderne, foragter
Verdens Løn, gjør Plads mellem Menneskene: da mene Mange,
hvad han selv indbilder sig, at han er begeistret. Og dog er han
Jntet mindre, da han er tvesindet, og Tvesindethed ligner ikke
mere Begeistring end Hvirvelen ligner den staaende Vinds
Stadighed· Saaledes er jo al Utaalmodighed, den er en Art
Arrigskabz allerede i Barnet er dens Grund, at Barnet ikke
vil give sig Tid; hos hiin Tvesindede fremkommer den derved,
at Timeligheden og Evigheden ikke kan fordrages i det samme
Menneske. Han kan, han vil ikke forstaae det Godes Langsomhed,
at den i Barmhjertighed er Langmod, at den i Kjærlighed til
de Frie ikke vil bruge Magt, at den i Viisdom mod de Skrøbe-
lige skyer ethvert Bedrag; han kan, han vil ikke ydmygt forstaae,
at det Gode kan undvære ham. Tvesindet er han, han der med
sin Begeistring synes at kunne blive en Apostel, men ogsaa
kan blive en Judas, som forrædersk vil fremskynde det Godes
Seier. Forarget er han, han der ved sin Begeistring synes at
elske det Gode faa høit, han er sorarget paa dets Ringhed, naar
det er iklædt Tidens Langsomhed. Hengiven er han ikke det
Gode i unyttig Tjeneste, han bruser kun; og Den, der bruser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
