Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
235
tale den Lidende efter Munden, og give Gud, at Opbyggelsen
derunder maatte tale ham til Hjerte. Scet det var saa, at de
Umaelende dog kunde have Tanker og gjøre sig forstaaelige for
hinanden, kun at vi ikke kunne forstaae dem: lad os antage det.
Det seer jo næsten saaledes ud, thi naar Bondemandens Hest
ved Sommertid staaer i Engen og slaaer eller ryster med Ho-
vedet: ja Jngen kan dog med Bestemthed vide, hvad det be-
tyder; eller naar de tvende, som gaae ved hinandens Side gjen-
nem Livet dragende i lige Aag, naar de i Aftenstundens Frihed
ncerme sig hinanden som i Fortrolighed, naar de ligesom omfavne
hinanden, kjærtegne hinanden, kjæle for hinanden ved Hovedets
Bevægelse; eller naar de løse Heste kalde ad hinanden, saa Skoven
gjenlyder, naar de paa Sletterne samles i større Flokke som til
Forsamling — scet, at de virkeligen kunne gjøre sig forstaaelige
for hinanden. Men da var der een Hest, som gik for sig selv.
Naar den nu hørte Kaldet, naar den saae, at Flokken samledes
i Aftenstunden, og den forstod, at de nu vilde holde Forsamling:
da kom ogsaa den løbende, at den maatte faae Noget at vide
om Livet og dets Vilkaar. Den agtede nøie paa, hvad de Ældre
forklarede, hvorledes ingen Hest maatte prise sig lykkelig, førend
den var død, hvorledes ingen Skabnings Liv var saaledes udsat
for de sørgeligste Omskiftelser som Hesten; og nu gjennemgik den
Ældre de mangfoldige Lidelser, at lide Hunger og Kulde, at
slide sig ncesten ihjel, at blive sparket af en grusom Kudsk, at
blive mishandlet af uforstandige Herrer, hvem man ikke kan
gjøre til Pas, som give Hesten Skylden og Straffen for deres
egen Uforstandighed, og saa tilsidst paa de gamle Dage, at jages
ud om Vinteren i de nøgne Skove. Derpaa skiltes Forsamlingen
ad, og hiin Hest, som kom glad løbende, gik bedrøvet bort, ,,ved
Hjertets Bekymring blev dens Aandedræt tungt-A (Ordsp. 15, 13).
Den havde vel forstaaet, hvad der blev forklaret, men Jntet
var der ymtet om dens Lidelser. Dog hver Gang den mærkede,
at de andre Heste ilede til Forsamling, kom den glad løbende,
bestandigt haabende, at der nu vilde blive Tale derom; og hver
Gang den havde hørt gik den bedrøvet bort; den forstod bedre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
