Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
255
som seer til, hvorledes der tales og hvorledes der høres: netop
derfor er der ingen Tilskuere· Den Talende er da den Hviskendez
og Tilhøreren, han er for Gud aabenbar, han er, om jeg saa
tor sige Skuespilleren, der i Sandhedens Forstand spiller for
Gud. O, lad os aldrig glemme dette, lad os ikke verdsliggjore
det Gudelige, men netop ved alvorligen at tænke det Gudelige
og det Verdslige sammen, evigt adskille dem. Saasnart det
gudelige Foredrag betragtes verdsligt (en Betragtning, der
her forskylder samme Daarskab, som den i Forhold til Skue-
spillet: at ansee den Hviskende for vigtigere end Skuespilleren),
saa bliver Taleren en Skuespiller, og Tilhørerne blive bedøm-
mende Tilskuere; saa holdes det gudelige Foredrag verdsligt
for nogle tilstedeværende Mennesker, men Gud er ikke tilstede,
saa lidet som han er det i Skuespilhuset. Guds Tilstedevaerelse
er det Afgjørende, som forandrer Alt. Saasnart Gud er til-
stede, har ethvert Menneske den Opgave for Gud, at agte paa
sig selv: Taleren, at han under Talen agter paa sig selv, hvad
han siger; Tilhøreren at han under Talen agter paa sig selv,
hvorledes han hører, om han i sig selv lønligen taler med Gud
ved Talen; ellers vilde jo ogsaa Tilhørerne faae Opgave til-
fælleds med Gud, saa Gud og Tilhørerne i Forening passede
paa Taleren og bedømte ham. Saaledes er Forholdet mellem
Taler og Tilhører i Forhold til det gudelige Foredrag. Eller
det er, som naar den underordnede Kirkens Tjener, der er uden
Myndighed, oplceser den befalede Bøn: det er egentligen
ikke Kirketjeneren, som beder. Men den Tilhører, der sidder i
Kirken og ved sin Inderlighed er for Gud, medens han hører
Oplcesningeii, han beder; og dog taler han ikke, hans Stemme
høres ikke, han siger ei heller noget Andet sagte ved sig selv,
men taus og inderlig er han bedende for Gud ved Dens hørlige
Stemme, som oplEser Bønnen og tilhvisker ham, hvad han skal
sige. Thi dette er ikke Alvoren, at et Menneske siger til det andet
eller foresiger det andet, hvad han skal sige, men Alvoren er,
at det andet Menneske nu selv siger det til Gud, talende om sig
selv. — Nu ere vi vel i Forstaaelse om dette, og Fordringen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
