Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
j.i »elv historiske Værker, er ikke lil ni holde ud. Filosofi og
Videnskab. »II hvad der i (øjeblikket skrives om disse Dele
bærer Spor af denne falske Tone or Inante Stil.
Jeg ærgrer mig over vorr Samtidige. Eftertiden vil ikke i
de Værker, de har efterladt, ja ikke engang i deres
Selvportræt-ler, lindes Spor nf Oprigtighed. Selv Thiers’ beundringsværdige
Historie bærer Præg af denne Grædestil, der altid er parat til
at standse op paa Halvvejen for at klage over Erobrernes
•Krgerrighcd, Aarstidernes Barskbed eller Menneskehedens
Lidelser. Det lyder som Prækener eller Elegier. Intet af en
mandig og velafvejet Virkning, intet paa sin relte Plads — eller
ogMin tager det for megen Plads, er pædagogisk deklamatorisk
i Stedet for al være slet og ret fortalt.
MODSÆTNINGER. Granet sagde, at det at male bestod i
at sætte sort mod hvidt og hvidt mod sort.
OM ANTIKEN OG DE HOLLANDSKE SKOLER. Man vil
forbavse* ved at se. samlede under een Titel, Ting. der
tilsyneladende er saa forskellige — forskellige i Tid. men mindre
forskellige end man skulde tro m. H. I. den Stil og Aand, hvori
de er skabt.
ANTIKEN. Hvoraf kommer denne udtogte Smag. som vi
finder i Antiken — kun i Anliken? Maatke deraf, at Antiken
bliver sammenligne! med alt del. der senere er skabt idet man
plagierede den. Men hvor kan man overhovedet sammenligne
Antiken med selv det mest fremragende, der er skabt i de
forskellige Kunstarter? Jeg vol ikke, hvad man skulde tænke sig
ændret hos Virgil eller Horats. men jeg ved nok. hvad jeg
kunde nnike mig anderledes hos de stnrste af vore egne
Skribenter. Maaske ser jeg i det hele laget bedre til Bunds i disse
sidste, med hvem jeg, om jeg saa maa sige. staar paa samme
kulturelle Niveau, jeg forstaar dem bedre og ser bedre
Misforholdet mellem hvad de har skabt og hvad de har tilstræbt. En
Romer vilde hos Horats eller Virgil have kunnet finde Fejl og
Mangler, som jeg ikke vil kunne faa Øje paa. Men det er
navnlig i alt hvad der er levnel os af Billedhuggerkunst fta
Oldtiden, at Smag og Harmoni findes fort til den højeste
Fuldkommenhed. Vi kan taale en Sammenligning med de gnmle i
Litcraturen, i Kunsten — aldrig.
Tizian horer til dem, der kommer den antike Aand nærmest.
Han tilhorer samme Sk.ole som Hollænderne: den antike. Han
forstaar at arbejde efter Naturen, det er det der altid i hans
Arbejder viser en del sande Forbillede, ikke et flygtigt som det
der stammer fra den menneskelige Indbildningskraft, og som
gennem Efterligninger bliver en saa uudholdeligt. Man kunde
sige, at der bos alle dc andre er cl Gran af Galskab; hnn alene
er klar, han er Herre over sig selv. sine Evner og sin Teknik,
men lian praler aldrig med den. Vi bilder os ind. at vi
efterligner Antiken, idet vi saa at sige tager den efter Bogstaven og
laver en Karikatur al dens Foldekast o. *. v. Tizian og
Flam-lænderne ejer Anlikens Aand og efterligner ikke dens ydre
Former.
Antiken gor ingen Indrømmelser til det graliose som Rafael
Correggio og Renaissancen i Almindelighed; den har ingen
Svagbed for det kraftige eller for det impulsive som hos
Michclan-gelo. Den harinlet af den Simpelhed, som ofte skæmmer Pugel,
hans altfor store Naturlighed. Blandt disse Kunstneres Værker
findes der Ting, der nu er forældede. Men Anliken kender intet lil
Foiældclse. Hos de moderne Kunstnere er der ikke noget
Maadeliold. men i Antiken er der bestandig den samme
.Edruelighcd og tilbageholdte Kraft.
Dc, der i Tizian blot ser den største Kolorist, tager i hoj
Grad fejl. Han er den storste Kolorist, men han er tillige den
stnrste Tegner, hvis man ved Tegning forstaar Tegning efter
Naturen, og ikke Tegning, hvor Kunstnerens Fantasi har mere
at sige end den nojagtige Gengivelse. Ikke saadan at forstaa
al Tiziani kunstneriske Fantasi skulde vsrre af slavisk Art
man behover blot at sammenligne en Tegning af ham med en
af de Kunstneres, der havde sat sig tom deres Maal neje at
gengive Naturen. Bologneveme eller den spanske Skole. Man
knnde sige. at hos Italienerne beherskes det hele ar Stilen; jeg
vil ikke dermed paatlan, at alle italienske Kunstnere er i
Besiddelse nf en »tor dier blot en behagelig Stil. jeg mener kon, at
de hver især har en Tilbøjelighed til at blive staaendc ved. hvad
man kunde kalde deres egen Stil enten den saa cr god eller
daarlig. Jeg mener f. Ex., at Michel Angelo misbruger sin Stil
i lige saa hnj Grad som Bemini eller Pietro di Cortono. bortset
fn» del ophnjede eller vulgære i Stilen; med andre Ord: deres
særlige Siil, del, de mener al fojc eller ubevidst føjer til
Natn-ren, fjerner enhver Illusion af Virkeligheden og gor det af med
Udtrykkets Sandhed og Naivitet. Hos Italienerne finder man
vel fnrst denne værdifulde Naivitet hos Ti/ian, der værner om
den. medens hans Samtidige rr paa Jagt efter en Stil, der i
stiirre dier mindre Grad skal tage Sigte paa det ophnjede, men
som gennem Efterligninger »nart virker latterligt.
I Sammenhæng med Tizian man jeg omtale endnu en
Kunstner. hos hvem del sande og det ideale har indgaaet en sublim
Forbindelse: Paul Veronese. Han er mere fri end Tizian men
ikke saa fuldendt. De bar begge denne Ro. dette stille
Temperament, der er Kendetegnet paa en Aand, der hviler i sig selv.
Paul ivnes mere erfaren, mindre afhængig af Modellen, mere
fri i »in L’dfnrelse af Kunstværket. Men der er paa den anden
Side intet der virker koldt red Tizians Samvittighedsfuldhed;
jeg tager her koldt forst og fremmest i teknisk Belydning;
Varme i teknisk Forstand er al den Varme et Kunstværk har
behov. Begge lægger de mindre Vægt paa Billedeti Fortælling
end de fleste andre store Kunstnere. Denne sjældne Egenskab,
denne l>esjælede Ro, uddukker utvivlsomt dc Virkninger, der
knytter sig til Slcmningsmalcricl. Ogsaa delle er en
Ejendommelighed, der peger hen imod Anliken, hvor den sirenge Form
er bestemmende for Indtrykket. Den bemærkelsesværdige
Omvæltning, der i Middelalderen foregaar indenfor den bildende
Kunsl. den Vægt der lægges paa Udtrykket, forklares ved
Kristendommens Indførelse. Den kristelige Myslik, der trængte
igennem overalt, og den Omstændighed, at Kanstneren fra nu
ar næsten udelukkende raaattc beskæftige sig roed rdigime
Emner, der skuldr tale til Sjælen, maa have begunstiget denne
Udvikling i Retning af det udtryksfuld«. Følgen heraf var
otvivlsomt en ringere Hellicdsvirkning. Hot de gamle var der
intet outreret eller mislykket som bos Michel Angdo, Pugel eller
Correggio. Til Gengæld fremkalder den skønne Ro hos
Anti-kens ideale Skikkelser ingen af de sarregne Følelser, hvormed
de moderne Kunstnere taler til vor Fantasi. Denne dystre
Voldsomhed hos Michel Angelo, delle hcmmdighedsfolde og
overdrevne, som overalt, selv i det mindste Arbejde fra hant Haand.
har fundet saa lidenskabeligt el Udtryk; denne ædle. gribende
Ynde. der hos Correggio udgør saa uimodstaaelig en Tillokkelse;
den dybe Udtryksfuldhed og den fyrige Begejstring hos Rubeos;
del ubestemmdige. trolddomsagtige, den udlryksfulde Tegning
hos Rembrandt - all delle er vort, og de gamle havde end
ikke nogen Andte derom.
Ro»sini er el tlaaende Eksempel paa Svaghed for Forsiring,
den overdrevne Vnde. Hans Skole er ogsaa led I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
