Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
klædte* i Manddommens Dragt bande min Brodér og jeg.
Om vore Skuldre blev tagl den purpurhnemmede Toga.
og til den sninme Dont vandred vi begge som før.
Ti Aar havde min Broder alt lagi lil ti, da han dode.
og jeg mit halve Selv misted og savned i ham.
Ungdommens forste Trin pan Hæderens Stige jeg nanede,
og af dc tvende Mænd rar jeg den ene engang.
Aabent mig Knriet siod — nicn jeg vnlgle den smallere
Bræmme.
til mine Kræfters Maal Statsmandens Kald var for stort.
Ej blev til byrdefuldt Slid jeg skabl paa Sjæl eller l.egem.
sky for den evige Kamp, som er de Styrendes Lod.
Og lil den trygge Ro. som ej af Herskerne kendes,
og som mig stedse vnr kær. Helikons Sostre mig drog.
Al min Hyldest og Gunst mod Tidens Digtere vendtes,
i mine Tanker var hver Sanger jeg ojned en Gud.
Macer Maler, min ældre Ven, har ofte mig læst sine »Kugle«,
Digtet om giftige Kryb og om det lægende Græs.
Ofle Propertius sang sine Vers. der blussed af Elskov,
ban. der med Venskabs Baand n«je vnr knyttet lil mig.
Bassus, i Jamben berømt, og Ponlicus, Heltenes Sanger,
ved vore festlige Lag glad jeg som Bordfæller saa.
Med sine Oder Horats, den rhytmerige, mig fa*ngsled,
naar lil Aosoniens rent tonende Lyra han kvnd.
Set kun har jeg Vergil; og den hitre Skæbne, Tihullus.
nægted mig ved din Dod Tiden lil Vensknb med dig.
Han din Arvtager var, o Gallus. Properts vor Tibullus’,
og efler Tidens Maal kom saa den fjerde jeg selv.
Og som nu jeg havde dyrket de .Eldrc, mig Ungdommen
dyrked,
længe vared det ej, forend min Musa tik Ry.
Da jeg for forste Gang min Ungdoms Digtninge læste
offentligt, var mit Skæg næppe nok ruget endnu.
Hun, som jeg skænked el Navn, der ej var bendes: Corinna
— Navnet der floj over Rom — havde bevæget mil Sind.
Mangt og meget jeg skrev, men alt hvad ringe mig tyktes
Selv jeg til Flammerne gav, at de det lulrrd for Fejl.
Dengang, og da jeg flygled, pan Baalet kasled jeg Værker,
Som vel bedre var værd,.hadsk mod min Digtning og Kunst.
Blodl, og usaarligt ej, naar Cupidos Vaaben det ramte,
var mit Hjærle, som let lod sig bevæge lil Giod.
Skont dog slig jeg var skabt, og den mindste Flamme mig
tændte,
ingensinde mit Navn Hytte for Sladderen blev.
Mens jeg var næsten en Dreng, blev en lidet værdig og
nyttig
Mage mig givet, som snurt atter min Arne forlod.
Hun af en Hustru fulgtes, der vel ej ramtes af Dadel,
men som længe dog ej var for mil Ijeje bestemt.
Helt til de seneste Aar min sidste Hustru mig fulgte,
bar sin Skæbne som Viv for den landflygtige Mand.
Tvende Gange min Datter til Bedstefader mig gjorde,
rj dog besvangre! af een Husbond, hvor ung hun end ver.
Alt sine Dages Tal min gamle Fa’r havde fuldbragt,
dengang af Lustrer ni fojet han havde til ni.
Og jeg begræd ham, som hun over mig, var jeg dod,
havde sorgel.
Snarlig deu sidste Pligt viste min Moder jrg og.
Lykkelige de var. og i rette Stund blev de jordet,
dr, som begge drog bort. for jeg af Straffen blev ramt.
Held ogsaa mig, at ej jeg bier ramt. mens de var i Lire.
og al aldrig for mig Kummer og Smerte de bar.
Hvis — foruden et Navn — dog noget levnes de Døde.
og fra det stablede Bnal Skyggerne luftige fly’r;
og hvis Rygtet om mig Eder naar. I fædrene Skygger:
hvis for den Stvgiske Rcl stævnes hvad jeg hnr forbrudt:
vid da. og tro mig forvist — hvor kunde vel Eder jeg
skuffe? —
at en Forvildelse, ej Brode var Skyld i min Flugt.
Del er for Skyggerne nok. Til Eder. som onsker at kende,
hvad mig i Livet er hændt, nu jeg mig vender paany.
Alt var forbi min Blomstringens Tid og graanet mit Hoved,
i mine Lokker fra for blanded sig Alderens Hvidt,
og den srjrende Hest, med Pisas Oljegren smykket,
havde, fra jrg blev fodt, li Gange vundet sin Pris,
da i sin Harme Cæsar Tomilerne bod mig at gæste,
som del Euxinske Havs Kyst imod Venstre bebor.
Anrsagen til mit Fald, kun all for kendt af Alverden,
med mine Ord ej aabenbare jeg bor.
Hvi skal om Tjenernes Svig og Ondskab jeg tale?
Meget der hændte, som ej blegner mod selve min Flugt.
Stolt forsmaaed min Aand at segne for Ulykkens Byrde,
og ved sin egen Kraft uovervundet den siod.
Glemmende alt hvad jrg var og mit Liv. der fredelig
henrandt,
greb jrg — som Tidrn det bnd — Vaaben med uvante
Haand.
og mellem Polerne selv saa mange Stjerner ej glimter,
som lil Havs og lil l.ands jeg har af Prøvelser lidi.
Endelig naaede jeg, flakkende vidt. den Kyst. hvor Sar-
maters
koggerbærende Folk færdes med Geter i Flok.
Skimt jrg er ombrust her af Larmen fra Nu boers Vaaben,
lindrer jeg dog bedst Dagenes Kummer ved Digt.
Og skimt ingen der er. som laaner Øre lil Sangen,
faur jeg paa den Vis dog Hugt med den trægsoinmc Dag.
Derfor, naar end jeg er lil, og trodser de ntnjsomme
Trængsler,
og naar mit triste Liv ej har med Lede mig fyldt,
takker, min Musa, jeg dig. Du Trust og Undring mig
skænker.
du mine Sorgen Ro, Lægedom du for mil Blod.
Du er min Forer og Fælle, som bort fra Ister mig fjerner,
og paa Helikon selv skænker du. Mus«, mig Ly.
Du mig i Live gav den sjældne Lod. som nf Ryet
ellers de Dode kun skænkes: et ophojel Navn.
Aldrig hrllrr det Nid, som Nuets Grrning fortærrr,
her af de Værker, jrg skrev, fældet blot eet med sin Tand.
Store Digtere vel i vort Aarhundred har levet,
ikke blandt deres dog glemme vil Fama mit Nnvn.
Og skont ringe jrg regnrr mig selv mod mangr. jeg nævnes
dog deres Lige. Vidt kendes i Verden mit Værk.
Derfor, hvis Digterens Ord en Funke rummer af Sandsagn:
bliver jeg. Jord, rj din. straks, naar mit Lighaal er tændt.
Vandt jeg nu detle mil Ry ved Gunst eller gennem min
Digtning,
bringer jeg rettelig dig, venlige Læser, min Tak.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
