- Project Runeberg -  Samlede skrifter / Bind II. Teater : anden samling /
106

[MARC] Author: Nils Kjær
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

106 Mimosas hjemkomst

af mig den vaagne natten og den sindsyge tvilen paa
mig selv efter prøven hos mesteren. Det er et veir
at gaa i idag. En storm ret ind fjorden. Et grassat-
hastværk nordover med luft. Jeg maatte formelig
bore mig gjennem det. Og derude, skjønner du, i
et bakkehæld, hvor sneen var tinet, og lyngtuvene
laa brune og lubne som pelsværk, løsner pludselig
en liden tingest og er skudt i en stribe høit tilveirs,
før jeg vidste ordet af det. Store Gud! Gudhjælpe-
mig! Det er vaar. Den stemmer i mod stormen og
Solen . . . den synger omkap med sine hvirvlende
vingeslag, der staar en storm af yrhed ud af det
lille, mægtige bryst ... højere, højere! Jeg tænker
mig, at der bor en vældig lyst i det lille søolhjærte.

Der drysser, drysser — skjønner du — toner som
fine guldsplinter, en singlende byge af triller, et
tinder af glædeshvin . .. Og bestandig høiere. Jeg

blir næsten angst. Bare ikke den lille skabning
hænger deroppe og forsynger sig!

INGER. Og saa!

ARTHUR. Og ved du, hvad der faldt mig ind? At den
følte sig som den første . .. den eneste. Den holdt
sig svævende paa den vished, at den var allene om
at være lærke for tiden. Og deraf kom det vilde
crescendo af selvfortabthed . . . den himmelhøie
uforknythed i hengivelsen.

INGER. Tror du ikke, der sad én til og vented nede i
lyngtuven? Og at den vidste det? Og sang for
hende?

ARTHUR. A — du tænker bare paa parring og forlo-
velser. Det var jo lyset, dagen, stormen, himlen,
jorden — — Alt, alverden, den parred sig med i
sangen.

INGER. Det forstaar jeg ikke.

ARTHUR. Men nu er du skuffet igjen. Jeg kan ikke
snakke med dig, uden at du faar en liden trækning
ved munden af skuffelse.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:59:13 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/knsamlede/2/0110.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free