Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Werther 19
nuftige ligger det nye indeklemt og tør ikke røre sig.
Indtil en røst høres, og et myndigt raab bringer alle
til at fare sammen: Signalet for deres liv, ideen, som
faar deres blod til at juble. — — —
Og engang var det Jean Jacques, som raabte.
Det attende aarhundredes fornuft havde forstenet
sig til spidsborgerlighed, aandeligt og socialt. Tidens
litteratur var maximesamlinger og romaner, hvor
dyder og laster figurerede under foregivende af at
være mennesker, og i det velindrettede hierarkiske
samfund figurerede alle laster under foregivende af
at være dyder. Som en fanfare hvirvler ordet natur
ind i denne spidsborgerlighedens hellige almindelige
kirke, og de unge hørte revoltens signal, de stormede
ud, de søgte ensomheden — helst i fællesskab rigtig-
nok — de faldt hverandre om halsen, de saa paa
himlen, paa træerne, paa græsset, de fik taarer i
øinene, de blev følsomme, sentimentale, — klynkende
— de havde spidsborgerligheden i blodet ligesaavel
som sin fører Jean Jacques — men enfin: de gjorde
revolte.
Og hvad saa? Med natursværmeriet var intet af
det gamle omstyrtet. De fandt det gamle samfund
ved det bedste velgaaende, da de kom tilbage fra na-
turen, fra sin landtur, de fandt uligheden og uretten,
fordommene og konveniensen lige ugeneret flore-
rende. Intet var forandret uden de selv, som følte
sig fremmede og ilde tilmode i den verden, der haa-
nede deres idealer, den uforbederlige verden, som
dingler frem og tilbage i sine gamle gjænger uden at
bekymre sig om menneskebørnenes protester eller
deres verdenssmerte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
