Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74 Brev om vind og veir
i stillen. Det var vel ikke mere han skulde ha sagt.
Tilslut flød han for mine øine sammen med sin baad
og sit seil til noget tættere graat i det graa, en flek,
en fortoning — det kunde være en ørliden holme,
urgammel, urgraa, arm og øde som de utallige andre.
Saa begav det sig omsider, at han slog om til vesten-
vind, og klarned mod kvelden.
Jeg havde rodd mig vidt omkring paa undersøgel-
ser og var naadd ud mod det aabne hav. Jeg satte seil
igjen, og det bar hjemover. Herude gnelrer maa-
gerne, og der stryger et par kjeld paa propelvingerne
lavt over vandskorpen ... Men i indløbet lige under
den korsmærkede varde paa en høirygget holme træf-
fer jeg den gamle igjen. Paa et lidet lavt skjær, som
laa gult og varmt mod kveldsolen, sad en flok til-
rejsende med mørke kalotter og hvide bryst. De sad
ganske urørlig og pegte med næbbene og blikked
mod den gamle mand, som beskued dem i stille for-
elskelse.
Nu forstod jeg.
— Der er hun jo kommen, ropte jeg til ham.
Dennegang hørte han.
— Ja, svarte han. — Alligevel at hun er seint
ude!
Men ternerne blev skræmt af vore mange ord og
spilte op vingerne og slog myge blændende buer gjen-
nem luften : …
Han havde en stor gnist i sit hjerte. Han var alt-
saa en sværmer den ældgamle mand — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
