Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124 Det evige savn
Manden for sammen. Det var en stemme, som ropte
ham an. Han var kommen til et sted, hvor en lav
bjerkevokset tange strakte sig ud i fjorden. En fod-
sti førte fra landeveien udover tangen, og paa stien
nogle skridt fra landeveien stod en ung dame i hvid
kjole.
— Hei De mand!
Han vilde hilst, men inden han havde flyttet kjæp-
pen over i den anden haand, hvori han bar en reise-
væske, havde hun alt tat ordet igjen, og saa syntes
han det var forsent.
— De kan nok ikke like blomster, De!
Han var forberedt paa, at hun skulde spørge om
veien eller klokken eller hvadsomhelst. Dette kom
ganske uventet over ham. Men han stammet da:
— Hmnei, jeg er ikke botaniker,
Hun brast i latter og svinget med sin store have-
hat. Hun bar den som en kurv i de sammenknyttede
baand, og den var fuld af blomster.
— Men De gaar og meier ned for fode, og De mer-
ker ikke engang, at De begaar hærværk, De er nok
ganske fordybet i Deres egne tanker?
Han blev staaende raadvild og se paa hende. Hvad
vilde denne fremmede dame ham? Havde nogen ret
til at stanse ham midt paa rodelagt vei for at holde
ham for nar?
— Undskyld frøken, jeg maa nok videre.
Han lettet paa hatten. Men i det samme blev han
ræd for at kjende hendes leende øine i nakken, og
spurgte tvært:
— Kanske De skal den samme vei?
— Nei, jeg bor nede paa tangen her. I det gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
