Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det evige savn 139
— Jeg synes ikke, ungdommen er nogen lykkelig
alder, sa Johannes.
— De tåler som en, der alt havde bereist sit livs-
løb og mod sin vilje var vendt tilbage til de unge,
lyse strande.
Men, tilføjlde onkel Pavels eftertænksomt og trom-
mende med neglene ... der findes vel ogsaa menne-
sker, hvis temperament først kommer i takt med
livet, naar de modnes og saa smaat begynder at ældes.
Enhver har sin glanstid, og min er forlængst, for-
læn-gst tilbagelagt ... Madam Tønnesen! !
Johannes skvat til ved dette uventede rop, der kom
som umiddelbar fortsættelse af den gamle herres
sørgmodige betragtning. Lidt efter traadte en kvinde
frem i havestudøren. Hun havde ærmerne opsmøget
over albuerne og det sorte blanke haar strøget glat
op under en flot pibet kappe. Ansigtet var rødt af
kjøkkenhede og rundt og tindrende af sindsligevægt
og fysisk velvære, med smilehuller i de store kinder
og en behagelig hvid valk afrundende overgangen fra
den runde hage til den runde, hvide hals. Hænderne
hvilte husmoderlig trygt paa hofterne, og smækken
paa hendes lærredsforklæde var spændt som et raa-
seil i storm af hendes overordentlige barm.
— Her er jeg, sa hun. Var det noget, professoren
vilde? Hun la hele vægten i dette fremmede ord paa
den første stavelse.
— Intet andet, min kjære madam Tønnesen, end
henstille til Dem at dække i lunden i dag . . . og for
en gjest mere end paaregnet. Det er herr Rønning,
forestillet han.
— Ja, saa inderlig gjerne. Det vilde ogsaa bli for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
