Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 Det evige savn
Han var lykkelig undveget ... men dér mødte han
Inger!
— Jeg tænkte nok, De vilde forsøge paa at slippe
unna, lo hun. Nu sover onkel Pavels naturligvis, og
alle de unge damerne er nede paa stranden, og ma-
dam Tønnesen staar bøiet over sine gryder, saa øie-
blikket kunde ikke været heldigere valgt, hvis ikke
tilfældigvis jeg havde gaat her og slængt.
— De sa igaar, at De aldrig saa noget menneske,
og saa er huset fuldt af gjester,
— Men De taler i en muggen tone, min herre. Og
det faar De ikke lov til. Ved De, hvad det vilde været
rimelig af Dem at spørge om?
—- Nei, sa han.
— Om hvordan jeg vel kunde vide, at De havde
listet Dem væk. Det kunde jo ogsaa hænde, at De
høflig havde afslaat professorens indbydelse og tat
afsked med ham og alle damerne og lovet at komme
igjen en anden gang, ikke sandt?
Johannes saa mørkt og forlegent paa hende og
svarte ingenting. — Ja, der kan De se, vedblev hun.
Slig er det at komme ud for en ung dame med menne-
skekundskab.
De var begyndt at gaa ved siden af hinanden frem-
over stien.
— Saa véd De ogsaa, at det er for Deres skyld,
jeg kom, sa Johannes en stund efter. — Det er un-
derlig — jeg vidste det ikke selv, før jeg alt var der-
nede mellem alle de fremmede, og De pludselig stod
i døren.
Hun saa stivt hen for sig. — Nu er det sagt, tænkte
han. De blev gaaende tause, til de skimtet veien mel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
