Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det evige savn 143
lem bjerkene, saa stanset de. — Her var det, De
vendte hodet og nikket til mig, da De løb.
Hun saa op paa ham og smilte. — Var dét ogsaa
saa underlig? spurgte hun.
Johannes vidste ikke, hvad han skulde svare. Han
havde en tung, ængstende fornemmelse af, at han be-
fandt sig nær noget, han ikke kjendte, noget hemme-
lig og mægtig, som drog ham ud over randen af hans
almindelige liv.
Men i samme øieblik ilte der et glimt gjennem hans
bevidsthed, og i glimtet saa han ligesom fjernt ude
og langt tilbage den samme oplevelse. Netop slig havde
hun staar før med ansigtet vendt mot ham og det
lille øre næsten gjennemsigtig lyserødt i solskinnet;
netop slig havde hun smilt til ham, da hun engang
spurte: Var det ogsaa saa underlig? Denne dunkle
vishet om, at dette samme nu var noget, som gjentog
sig, gjorde det nærværende uvirkelig for ham — det
var, som om han befandt sig synkende mod bunden
af et rum, hvori utydelige gjenstande flimret forbi
ham. Og han saa paa alt uden forundring, som i
årømme.
Lyden af hendes stemme vækket ham. Han ønsket
pludselig, at hun var væk. Men han havde ikke hørt,
hvad hun sa.
— Ja, det er sandt, sa han og tog sig sammen.
— Jeg spurgte, om De ikke kunde like mine veri-
ukler..… Hvor var De henne nu da?
— Nei, jeg kan ikke taale saa mange øine paa mig.
Og de ler uafladelig. Det vil si: Selv om de er alvor-
lige, ler de i smug med øinene. Og de har bare den
taabelige overlegenhed, at de er saa mange.
— Jeg vil gaa, brød han braat af ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
