Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det evige savn 151
— Herr Rønning, byd de unge piger cigaretter.
Alle klappet i hænderne, og Johannes gik mod-
stræbende omkring med æsken.
— Professoren er en stor opdrager, sa han og for-
søgte at smile. — Men kanske ikke netop konsekvent?
— Kjender De Stormen, herr Rønning? spurgte den
gamle herre. — Jeg mener Stormen af Shakespeare?
Johannes maatte bekjende, at han ikke gjorde.
Naa, det er ogsaa det samme. Det er ikke noget
særlig mesterlig stykke. Det er et lidet festspil, skre-
vet af en gammel mand og en stor opdrager, som
vidste, at det hele kom an paa stoffet, og at der fin-
des stof, al opdragelseskunst er spildt paa.
— Caliban! ropte en af de unge piger.
— Fy! sa Inger, som gik omkring og skjænket
portvin i glassene. Hun var brændende rød, og hen-
des øine tindret af harme.
— Jeg sigter til mine unge veninder, vedblev pro-
fessoren rolig. Skulde jeg opdrage dem, vilde jeg
bare stole paa stoffet og lade det vælge sin form ...
jeg vilde aldeles ikke opdrage, herr Rønning, thi jeg
har intet ideal af en ung pige længer . .. han bredte
armene ... Jeg har for øieblikket atten foruden min
egen Inger,
Der dvælte velbehag over onkel Pavels” skikkelse,
der han sad midt mellem de lyse piger som i en sky
af sommerfugle. Eftermiddagens solskin laa over
løvet og slap gyldentunge draaber ned paa bordet,
hvor rosenbladene mellem spinkle glas spredte sine
utallige øer af dunlet rødme. Stilheden dirret i sine
egne strenge, og tiden sov i det lysvaagne øieblik ...
Johannes følte en gysen fare gjennem sig ... og
den mundet ud i en ubestemmelig smerte. Han stir-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>