Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ii 6
»Nej«, mumlede hun, »men jeg kan ikke
forstå .. . sådan en ubetydelig lille én som jeg. . . .
Hvorfor er jeg ikke også stor og stærk?«
Nej, hun var netop sød og mild og dejlig som
hun var. Det vilde være synd, om hun var
anderledes. Hun gik så let og luftig. Hun var det
allernydeligste, han vidste.
Således nåede de ud til skovbrynet, hvor de
havde siddet sammen på bænken.
De stod ude på vejen i månelyset, og nu
skulde de skilles. Han følte sig brændende hed i
panden og tyk i halsen, så han ikke kunde få sit
mæle. »Nu må jeg gå,« hviskede hun, »farvel,
levvel!« — hun strakte hånden frem, begge
hænder, hun løftede sit åsyn mod ham, og han så’
hendes øjne dunkle og tindrende af tårer. Han
havde aldrig kunnet hærde sig mod gråd, og inden
han vidste af sig selv at sige, trådte han et skridt
frem, tog hende i begge sine arme, trykkede hende
mod sig, kyssede hendes øjne og kyssede hendes
pande, kyssede hendes køle, dunede kinder og
kyssede hendes røde, hede læber atter og atter. Han
så’ kun, at blodet steg op i hendes tindinger,
han sansede ikke andet, end at hun sitrede i hans
arme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
