Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17
Pludselig gjorde hun sig fri. »Det var en
dum vej, vi gik før,« sagde hun, »kom, så skal vi
gå den kønneste vej gennem skoven.« Han undredes
over, at hun kunde tale så frit med sin tunge, men
han nølede ikke et sekund med at følge hende.
Det var som én tog ham i nakkehåret og tvang
ham frem. Den dobbelthed, han havde mærket i
sig flere gange, mens de gik, lod sig atter skælne.
Men den var anderledes nu end før. Hans eget jeg
lå langt langt borte, indskrumpet og bastet og
magtesløs, og så’ ligegyldig og sløvt på dette
fremmede andet jeg, der var så brændende af liv i
hver trævl af hans legeme, ikke spor af omtanke,
men virksomt og higende efter handling som et
rovdyr. Der var én lov i hans forstand og en
anden i hans lemmer, men den sidste var den
stærkeste, og han syntes hans forstand var ved
at drukne i et stort hav, men han brød sig ikke
om det.
Hans sansning var også i det hele underlig
sløv, men overfor enkelte ting var den skarp. Han
anede ikke, hvor de gik, eller hvad de så’ for sig.
Men de kom forbi noget visnende egekvas, han
kendte den søde krydrede duft berusende stærkt.
De gik gennem en lille egelund med unge stammer.
Der var tæt purr af ungt løv op ad dem, de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
