Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262
og frygt, — selv fik han kun lunkne favntag —
når de nød angstens og fordølgelsens og brødens
tredobbelte sødme; — å, hvad skulde de være
bange for, han sad på sin støvede fabrik og spændte
sin hjærne og brugte sine hænder, til hjærnen
hamrede og hænderne dirrede af træthed, for at
hun kunde få alt, hun pegede på. I sommer, når han
tog ud med dampskibet, hvor de måtte have ærgret
sig, når han ventedes og skulde være dem til besvær
så mange timer. Men hun mødte på
dampskibsbroen hver dag, viftede til ham, smilede med sin
rolige, røde mund og hang kærlig ved hans arm.
Al den løgn! Og gid den kunde have varet, så
han aldrig havde fået noget at vide. Nu denne
sorte forsvinden. En skøn verden, hu! Hero og
Leander, det var fabelen om ægteskabet. Hver dag
måtte manden stride sig over arbejdets golde sø,
gennem bryderier og ansvar, i storm og strøm;
men når han da mødig og åndeløs med matte arme
kom over til det faste land, hvor tårnet stod, så
var hun der og tog ham ind til sig og gav ham
fred og hvile, og hun holdt faklen op, han kunde
svømme efter, den lyste ud i mørket som hans
lampe hjemme. Og lønnen var arbejdet værd. Men
så at komme over og finde Hero borte, huset øde,
uden varsel, uden afskedshilsen, kun den skrattende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
