Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26 i
nærmest været kølig, lidt formel overfor hende, og
hun gjorde tit en smule nar af ham, når han var
gået; en gang i sommer havde hun endogså brugt
så stærkt et udtryk som at kalde ham en dødbider,
men den dag var hun også noget gnaven eller
pirrelig; da havde han så taget sin ven i forsvar.
Skikkelige, godtroende dumrian! Det var
naturligvis netop tegnene. Havde der ikke været noget
imellem dem, hvorfor skulde Junge da have vist
sig så underlig tilbageholdende, og hun så
overlegen? Hvorfor i alverden skulde de ikke synes
om hinanden? Der var ingenting at udsætte på
nogen af dem, udenfra set. De kunde idetmindste
mødes frit og fortrolig, næsten hjærtelig som folk,
der omgås meget og har fælles venner. Men de
spillede komedie og gjorde det ikke fiffig nok. De
overdrev deres rolle, understregede for stærkt, kom
for langt til højre, da de vilde skjule, at de var
for langt mod venstre. Nej, de var ikke nær
snedige nok. Det vil sige, de var snedige nok, det
var ham, som ikke var det. Han havde siddet som
et barn, der tror, at skuespillet er virkeligt. Han
var optrådt som forsonende mellemmand. Hvor de
havde moret sig over ham og ynket ham, når de
blev ene og för i hinandens arme, han den tosse
— i deres stjålne møder, når de brændte af fryd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
