Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292
skulde have hørt det almægtige vræl, de gav, så
såre de fik rede på deres arme og ben og bund
under fødderne og hovedet ovenfor. Og vandet
rislede ned ad deres åbne ansigter. Og så fnyste
og spyttede de som nogen forkølede hvalfisk. Vi
havde et grusomt mas med at få dem på tørt land,
for vi kunde knap samle kræfter til at holde dem
fast. De sjaskede så op for at låne tøj hos
gæstgiveren. De skinnede ligefrem, og vandet drev
efter dem hen ad vejen. Og alle byens unger
sprang og dansede rundt om dem og råbte hurra
for løjtnanten og lammelåret. Men løjtnanden blev
arrig og viste dem sit bøseste ansigt, skøndt
overskæget hang noget travrig; han vilde fare efter dem,
men fik sliren på tværs mellem benene, så det var
nær ved, han havde lågt sin fine frakke ned i
kokaserne. Men den gamle havnefoged stavrede hjem,
alt hvad han kunde, for han blev dårlig og det
gik ham noget galt. Og Hans Peter måtte lægge
sig på maven over en fortøjningspæl. Jeg gad vidst,
om han slåp løjtnantens hånd med vilje, den
gavstrik. Men det var ellers også et held, at de roede
ind, hvor der ikke var dybere vand.
Det var imidlertid nu ikke derom, jeg vilde
fortælle? Vi fik naturligvis ingenting at høre om
kapsejladsen ved den vandgang. Men Berts båd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
