Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
smykket med ædle Stene og vajende kostbare
Strudsfjer, paa hans Fingre glimtede ædle Stene, og Daggerten
i hans Bælte var et Grevskab værd. I de Dage, da
alle Europas Konger opbød til Leding og tømte deres
Skatkamre, da England alene var i Fred, bragte
Konger og Kejsere deres Ædelstene og Smykker som Pant
for Guldet, Kong Henrik VII havde suget af sine
Undersaatter, og den kongelige Pantelaaner smykkede
sig med disse Panter, naar han viste sig for sit
elskende Folk.
Kongens Træk var brede og grovt skaarne, men hans
Hud var fin, hans Øjne lidt udstaaende og hans Bryn
svage. Skægget, som han efter Kong Frans’s Mode bar
spidst, var gyldent og smukt, Genstand for alle
Digteres Pris, men Haaret paa hans Hoved var tyndt i
Tindingen og næsten borte paa Issen.
Naar Kongen var glad, laa der et vist godmodigt
Træk om hans Læber, han spøgte gerne med sine
Hoffolk, og hans Spøg var grovkornet, men ikke ond.
Ingen vidste onde Handlinger at berette om ham, han
var fjern fra Grusomhed, men aldrig til at lide paa,
og forfængelig som kun en Monark kan være det, hvem
alle fra Vuggen smigrer og roser, hvem alle de bedste
Mænd falder til Fode, og for hvem alle de skønneste
Kvinder aabner deres Favn. Kun en eneste Gang havde
Kong Henrik vist et Glimt af Grusomhed, det var da
Hertugen af Buekinghams Hoved faldt paa Tower Hill.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
