Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
Wyatt søgte More i sin Nød, Skinsygen nagede ham.
Han saa Kongen daglig, og ofte krammede hans Haand
sig om Daggertgrebet. Alt det, han i sin Barndom havde
lært, den Trofasthed og Lydighed mod Monarken,
hvormed han fra sine tidligste Dage var opvokset, svandt hen
i denne hans Trængselstid. Han mistede Grebet paa sig
selv. Han søgte tilbage til Klassikernes Skrifter, overalt
læste han om Had til Tyranner, og disse Tyranner blev
for ham den ene, i hvis Brød han var, og hvem man
sagde ham, det var en hellig Pligt at lyde og elske.
I sin »Utopia« havde More skildret en Art Republik;
alt hvad der udmærkede det engelske Hof, Pragt, Jagt,
Dystløb, letsindige Krige, Spil og ødsle Fester, dadlede
More som alle Onders Rod; Forfængelighed og Stolthed
gav han Skyld for al Verdens Ulykker, og alle lærde i
England priste More som en ny Platon, ja mere end
Platon, fordi de forstod ham bedre ved hans Stofs Nærhed.
Med denne Mand maatte Wyatt tale for af ham at lære
at bære sin Skæbne.
More sad i sit Lønkammer, omgiven af Folianter; han
rejste sig og tog venligt mod den unge Mand, hvis Fader
var hans Ven.
Wyatt talte ikke om sin Elskov, men han tog sit
Udgangspunkt fra Mores Beretninger i Utopia og bad om
Raad i den vanskelige Stilling, hvori han var geraadet
ved at se, hvor lidt Hoflivet stemmede med det, de lærde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
