Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
talt til mig om Gud. Han stod i mit Barnekammer ved
min Vugge, han levede i Sangene, min Moder sang, som
i de Bønner, hun mumlede ved min Seng, da jeg lærte
at fatte. I Sorg, i Glæde, i Haab, i Haan og Trusler og i
bitter Vrede gled Gud ind i mit Liv. Jeg spurgte ikke,
hvem han var, og man sagde mig, at Verden var hans.
Jeg tvivlede aldrig, fordi de Læber, der talte om ham,
lærte mig Livet, og jeg lærte Livet ved dem. Ved dem
lærte jeg ogsaa Gud uden at forstaa ham. Han var det
gode som det onde, fordi han var alt.
Saa lærte Livet mig godt og ondt, som Mennesker
lærer godt og ondt af Livet. Man vilde fortælle mig, at
Gud kun var det gode, men hans Billede skyggede over
alt, ogsaa over det onde.
Jeg kan ikke sige Jer, hvorledes det gik til, men jeg
gled bort fra ham, fordi han levede i det onde. Jeg bad
til ham i min Nød, men jeg takkede ham aldrig i min
Frelse. Dog følte jeg ham, som jeg føler ham endnu,
som min Skygge jeg ser ved Lys og aner i Mørke. Men
jeg tror ikke paa ham.«
»Og Frelseren, den hellige Jomfru og de salige
Martyrer og Helgener?« More talte dæmpet med tilbageholdt
Aandedræt.
»Gud er én, om han er,« svarede Wyatt stærkt.
More smilede atter — et klogt Smil — »Om han er?
saa sagde Platon selv eller hans store Læremester, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
