Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
More smilede. »Du falder selv i Kampen, Guderne
lever evigt.«
»Nej,« sagde Wyatt bestemt— »Guderne lever
længere end de Mænd, der skabte dem, men Evighed er
kun et Maal af Tid, og naar Timen kommer, falder
Guderne. Derfor kæmper jeg. Troede jeg ikke, det faldt i
min Lod at fælde dem, vilde jeg sænke mit Værge, men
jeg vil kæmpe, og derfor tror jeg paa min Sejr.«
»Og hvad vil du saa?« spurgte More alvorligt. »Om
du styrter de gamle Guder, vil Mennesker, ja du selv
først af alle, rejse nye Guder og næsegrus tilbede de
nye. Og hvad borger dig for, at de gamle Guder ikke er
bedre end de nye. Guder kalder du dem. Der er en Gud
over alle Guder, og ham mægter du ikke at fælde.«
»Det er mod ham, jeg kæmper,« sagde Wyatt kort.
More betragtede ham nøje, saa sagde han langsomt:
»Du kæmper altsaa mod Kongernes Konge, Thomas
Wyatt. Se, se.«
Dengang smilede More ikke, en hellig Mand vilde
smilet, men Mores Ansigt var bedrøvet, og han tav
længe.
Wyatt talte og gøs, mens han talte: »Gud er i mig og
om mig, i denne Time føler jeg ham i Skyggen, jeg
kaster paa Vejen, hvor jeg gaar. I vil sige, at dette er
Vidnesbyrdet om hans Magt, Vidnesbyrdet om selve hans
Væren. Jeg siger: Nej, nej, nej. Fra min Fod traadte
Jorden, og mine Læber stammede de første Ord, har man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
