Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
Donna Agnese fulgte villig med det romerske
Sendebud for at modtage Gesandten. Hun havde ikke valgt at
tage Guld for Kærlighed, Skæbnen havde valgt for
hende, og hun havde intet Valg. Men Wyatts ridderlige
Hyldest greb den unge Kvinde dybt. Der laa bag den
smukke, unge Englænders Væsen en Sørgmodighed, der
uvilkaarlig æggede til Efterforskning, og hans store
Skønhed gjorde et dybt Indtryk paa dette skønhedselskende
Barn af Liliernes By.
Wyatt mente sin Afvisning af den mærkelige
østerlandske Velkomsthilsen, der kunde synes lidet
stemmende med den hellige Stols Værdighed, men Donna
Agnese lod sig ikke afvise. Hun havde et skønt,
barnefromt Ansigt med lyst, rødligt Haar og skønne, blaa Øjne,
honningblond, som de attiske Digtere kaldte det. Hun
var spæd af Vækst, men harmonisk og smidig. Hendes
dybe Stemme havde en sær betagende Klang, og hendes
Sprog var det reneste toskansk; dertil spillede hun Lut
og sang Petrarcas Sonetter med betagende Inderlighed.
Kort sagt, hun lod sig ikke afvise og blev ikke afvist,
fordi der i Skæbnens Bog stod skrevet, at hun havde en
Bestemmelse i Thomas Wyatts Liv.
Wyatt var ikke elskovssyg. Han kendte vel den Magt,
han besad over Kvinder, men han brugte den ikke.
Anna var hans eneste Kærlighed. Da han beruset af
hendes Kys havde lovet at laane sin Arm til
Gennemførelsen af hendes stolte, farlige Plan, havde han, fuldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
