Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
Han tænkte paa Anna og arbejdede medPetrarcas 15.
Sonet, der syntes ham at passe paa hans Tilfælde som
mange andre. Han havde gjort sig en Melodi og
nynnede den hen for sig:
»Der gives Fugle med saa skarpt etSyn, at deres Øjne
trodser Solens Brand, og der er andre, som den taaler
i
ikke, hvorfor de løfter Vingen kun ved Nat; saa er der
nogle, som mod Ilden stævner og tror, at den er
Legeplads for dem, men finder deres onde Lod i Ilden. En
saadan Fugl er jeg, det ser jeg klart, for jeg kan ikke
modstaa hendes Blik, og kan i Mørke dog mig ikke
dølge. Saaledes følger hendes Billede mig, at jeg med
svulne Øjne, Synet blændet, af Skæbnens Magt mod
hende drages hen, for i min egen Glød mig at
forbrænde.«
Døren raslede let, og Slutteren traadte ind fulgt af en
laset Dreng, der bar en Skaal med Vand. Wyatt saa op,
og Slutteren mumlede noget om, at Knægten skulde
rengøre Hullet, hvortil Wyatt stilfærdig bemærkede, at dette
i høj Grad kunde tiltrænges. Slutteren gik, og Wyatt
blev alene med Drengen.
Det var en lille, spædlemmet Bondedreng med et
olivengult Ansigt og tæt krøllet, sort Haar. Klædt i et
ubestemmeligt Virvar af Laser, holdt sammen med Snore og
Baand, og stænket fra øverst til nederst med
Maremmer-nes Dynd. Wyatt ofrede ikke Knægten Opmærksom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
