Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
201
og koldt. Klokken ringede til Solnedgang, og Sir Henry
bad en Bøn, medens Drengen saa op og fulgte den
gamles Læber uden at forstaa. Lady Elizabeth bad for sin
Herre og Husbond i det fremmede Land, og ved
Borgledet standsede Piger og Karle i Sang og Dans og bad
med Hovedet sænket mod Jorden.
Paa Bakken bag Byen red et Par Ryttere frem. Den
ene høj, klædt i en kort Vams, med krøllet, brunt Haar
og Skæg, til Hest paa en bred, storGanger med
harnisk-dækket Saddel og svært Ridetøj. Den anden spæd, fin,
rød og hvid, klædt i en Svends tætte Ridedragt med
Daggert ved Lænd og Luten hængende i et Baand ved
Saddelknappen.
Det var Thomas Wyatt, dervendte tilbage til sitHjem
med den unge Kvinde, der havde frelst hans Liv.
Han løftede Armen og pegede mod Allington:
»Der, Agnese, ser du mit Hjem, mellem grønne Skove
og Banker, i det Land jeg elsker. Stærkt og ensomt
ligger mit Land, borte fra Verdens Kampe, fra alt, der truer
i Syden, fra alt det, vi har set, og som har knuget os
under sine Rædsler. Agnese, for dem, der vil Fred, er her
Fred at hente. Og dog synes det mig, som bar jeg al
Verdens Ufred til denne fredsæle Plet.«
Han kastede Hovedet tilbage og sporede Hesten
fremad.
»Bedstefader, Bedstefader,« lød en klar Drengerøst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
