Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
Smuds over Englands Krone og Løverne i Landets
Vaaben. Troløse, ikke med Mænds svigende Ord, men med
Kvinders svigefulde Kys, der forgifter Arnen og
Alkoven.
Og den, der førte den nye Sæd til Huse fra Frankrig,
var hans Ungdomselskede, hans Anna, til hvem han
havde knyttet sit Liv med Baand, der aldrig skulde
briste. Han, hvis Vej skulde ligge aaben, ærlig, sand og
ren, sprællede som en Spyflue i Spindet, sløvet af Svig,
hjælpeløs i Hadet, der sydede, hjælpeløs ved en Elskov,
der gød Gift i nans Sind. Han knugede sine Hænder
mod sine Tindinger og vendte sit Ansigt mod den tunge,
varme Regn, der ikke bragte Køling.
I en Grøft ved Vejen laa Landstrygeren under en
Stenkiste. Et mægtigt Lyn belyste hans Ansigt og to onde,
stikkende, begærlige Øjne, der flammede mod Wyatt.
Manden havde en Kniv, men det ene Ben laa og
raad-nede i Frankrig etsteds i det nordlige. Wyatt slængte
sin Pung til ham, Manden greb efter den. Nu flammede
Lynet atter stærkt og skinnede paa Guldet i Pungen og
Mandens graadige Grin.
»Had saa i det mindste ikke mig!« sagde Wyatt med
et Raab gennem en knaldende Torden, der fulgte
Lynet, som pløjede Jorden op nogle faa Hundrede Alen
borte.
Saa gik han bøjet mod Vejret hjemad mod Nonsuch.
Mod Midnat kom Maanen frem, og Bryan, støttet til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
