Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
min Sjæls Frelse, jeg ved af ingen Mand, tror du ikke
mine Læber, saa tro mit Legeme.«
Med et Greb flængede hun det dækkende Lin fra sine
Skuldre og Barm og stod i Sollyset nøgen for den
dirrende Mand. Blodet farvede hendes blege Kinder i et
Nu og gød som en Strøm over Skuldre og Bryst.
Kongen sænkede sit Hoved. Det var, som skulde
Blodet sprænge hans Hoved. Urokkelig, med sammenbidte
Læber stod hun for ham som en levende, bævende Støtte
i Solens lysende Skær. —
Da Solen stod over Taarnet ved Middagstid, traadte
Suffolk ind i Wyatts Fængsel med et muntert Smil.
»Thomas,« sagde han, »du er fri, men Kongen vil ikke
se dig. Skynd dig til Allington og hold dig i din Rede, til
Vinden blæser fra en blidere Kant. Din Amulet giver
Kongen dig tilbage med en Lok af sil Haar, og hun
byder mig sige dig, at det er hendes Ønske, at du skal
bringe denne Amulet til hendes Hjem, naar Maanen
lyser tredje Gang af ny, ikke en Dag før. Forstaar du det?
— jeg begriber ikke et Ord.«
Wyatt blussede, han forstod Annas Bud, forstod det
kun altfor vel. Staalbuen havde været spændt, spændt
til at briste. Nu slappedes den langsomt, slappedes helt.
Han drog til Kent som i Søvne uden at spørge, uden
at tænke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
