Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
8
Hun sank ned i Stolen og pressede sine Hænder mod
sit Ansigt i stille, fortvivlet Graad.
Det stemmede Wyatt for Brystet: den frække,
overmodige Skøge, hvis Navn med Had og Haan bares over
Rigets Grænser, og dog en Kvinde i hjælpeløs Graad,
tryglende den Mand, der havde forsmaaet hendes
Elskov, om Hjælp i sin Nød!
Og Mindet voksede frem for hans Tanke, Mindet 0111
hin Stund paa Hever, da han i Sommernatten drog den
unge Kvinde til sit Bryst, og deres Stemmer blandedes
med Nattens Tale fra den spirende Skov, fra det
rindende Vand, fra Jorden, der dækkedes af Blomsternes Bed :
»Din Dronning vil jeg være, og som din Dronning viljeg
elske dig højere end mit eget Liv, og du skal synge
herlige Sange om vor Elskov. Saaledes fører Eros os begge
mod Udødeligheden!«
Sommernatten havde hvisket sit daarende Sprog. Nu
klang Vinternattens Tale haard og kold, bidende skarp
som Frosten, der river Kvisten fra Busken med
svidende Kulde.
Sammensunken i sit Sæde, bøjet af Sorg og Rædsel
for Døden, svanger med en andens Barn, ensom og syg
i Hjærtet — viste hans Dronning sig for ham.
Og frem i hans Hu, der havde brændt saa hed i
Sommernattens varme Stilhed, skød nu gennem Elskovs
Minder en dyb, varm Medfølelse frem, der gød sig
gennem hans Aarer, fyldte ham helt — Eros var det ikke —
Eros var død, død !
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
