Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7
Wyatt bøjede sit Knæ for Dronningen, der stod let
skælvende foran ham, og for første Gang efter Aar, der
svandt, atter saa ind i det rolige brune Øjepar, hvis Blik
hvilede fast i hendes, ikke med Ungdomselskovs
varme, straalende Ild, men med Mands Alvor og dybe
Vemod.
Hun tog hans Hænder. »Rejs dig, Thomas! Vi er ene,
du og jeg. Ikke som din Dronning staar jeg for dig, men
som din Ungdoms Elskede, hører du? Som dine Sanges
Anna og kun som hende vil jeg tale med dig. Hører du?
— tale med dig som i gamle Dage.«
Wyatt havde rejst sig.
»Anna,« sagde han, »de svundne Dage vender ikke
tilbage. Mine Sanges Anna lever i min Sang. Du, der
staar for mig, er min Konges Hustru, og imellem Nutid
og Fortid er hvert Baand bristet, hver Bro brudt af.«
Anna smilede vemodigt, og Wyatts Blik strejfede
hendes Skikkelse. Hendes Ansigt var blegt, hendes Øjne
trætte og matte. Hun bar en løs, letsiddende Dragt, der
faldt ned om hendes Skikkelse som for at skjule, at hun
for anden Gang bar et Barn under sit Hjærte.
»Thomas,« vedblev hun med dæmpet Stemme. »Jeg
staar for dig som Kongens Hustru, der skal give Liv til
Kongens Barn. Jeg taler ikke til dig om vor Kærlighed
som andet end et Minde, der hos mig aldrig dør. Jeg
beder dig kun om et — din Hjælp — din Hjælp, Thomas
Wyatt!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
