Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
gen og Anna, anede kun faa af Hoffets Folk, hvad der
gik for sig i Løndom. De, der vidste det, talte ikke
derom.
Men helt skjult kunde det ikke forblive.
Kongen var vred. Han havde ventet, at den gode, om
end ikke uventede, Nyhed skulde stemme Anna mildere.
Han hadede disse huslige Scener, og han veg tilbage fra
Handling. Han hadede ofte Anna af et ærligt Hjerte,
men hun levede hos ham som hans Hustru ogdelte hans
Leje. Han kunde ikke rykke hende ud af sit Liv. Hvis en
anden vilde gøre det, vilde han have været hjertelig glad.
Anna havde selv i sin Tid taget Handlingen paa sig, da
det gjaldt Katharina ogWolsey havde hjulpet til. Nu stod
han alene. Cranmer, hans Erkebisp, holdt af Anna med
en virkelig trofast Hengivenhed, som Kongen, der
gennem de huslige Scener kendte hendes skarpe Kanter,
ikke forstod. Anna var som en Fole, hidset med utallige
Flue- og Bremsestik, stærk og stridig af Natur. Henrik
var vigende, utilbøjelig til at handle, men villig til alt,
naar andre vilde føre Slaget. Vilde Anna lade ham i Fred
— godt, saa fik hun selv være i Fred.
Men det kunde hun ikke; hendes Liv beroede paa den
direkte Magt, hun øvede over ham. Deres Elskovsrus var
dunstet bort, nu virkede kun hendes heftige, stærke
Villie, for den veg Kongen, og Anna udtømte sine Kræfter
i den modstandsløse Kamp. —
Men der var en Mand, der saa til, en taus, villiestærk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
