Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
Henrik foldede sine Arme over Brystet, og uvilkaarlig
steg for hans Blik et Syn fra gamle Dage: en dejlig,
nøgen Kvinde, der i den lyse Sol, gyldent glødende fra sit
jomfruelige Leje, strakte sin Arm mod ham for at favne
ham i Elskov.
Og nu — en Barselkvinde, hulkindet, sj’g og bleg, en
Barselkvinde, hvis Barn var dødt.
Han aandede Ligstanken, syntes han; han bed sine
Tænder sammen, og Anna læste i hans Ansigt ikke
Vrede, der kunde bekæmpes, ikke Tvivl, der kunde dræbes,
ikke Had, der kunde vendes til Elskov, men ond, slimet,
giftig Væmmelse.
Og hun sank bagover med et kort, hæst Skrig.
Kongen drejede sig paa Hælen og gik. Samme Aften
flygtede han til London, langt, langt bort fra den Kvinde,
hvis blotte Nærhed fyldte ham med Afsky.
Kort efter sendte Kong Henrik en ung Hofmand med
Bud til Jane Seymour paa Greenwich Slot. Budet, en
af Kongens særlig fortrolige, medbragte en Pung og et
Brev fra Kongen til den skønne. Men Jane knælede ned
og kyssede Kongens Brev og rakte Budet Pungen med
Guldet tilbage.
»Ædle Herre,« sagde hun, »sig Eders og min Herre,
at jeg er en Kvinde af ædel Byrd uden Plet eller Lyde.
Jeg ejer her i Verden kun min Jomfruære, som jeg ikke
vilde miste, om jeg tusindfold skulde lide Døden.
Ønsker min Herre Konge at give mig en Gave i Guld, da lad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
