Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
179
fornægtede sin Frelser for at dø i dette Baal med den
højre Haand udstrakt over Flammen og disse Ord som
et Skrig mod Himlen: »Denne Haand har syndet,
derfor skal den brændes først!«
En Daad, der kaldte Taarer frem i de trofaste Øjne,
en Daad, der skabte et Ry, som længe bestod, for atter
at synke bort i Glemslen, overskygget af et Liv i
Svaghed.
Dø kan dette Navn ikke, thi det bar en Bevægelse frem,
hvori Slægter i Sekler har set Kilden til et mægtigt
Riges Verdensmagt; straale kan det aldrig som de andres,
thi Sagas ubønhørlige Dom har mærket det med
Svaghedens Mærke, og Menneskene, svage og fejge de fleste,
ærer i Mindet kun de stærke og modige.
Men alle, der med ærlig Villie søger at lære det
Menneske at kende, hvis Navn saaledes aldrig vil funkle, maa
bøje sig for en ren og ærlig Stræben, for et kærligt Sind,
en tavs, haabløs Vigen for onde Tider og onde
Mennesker, og vil trods alt med Vemod give Thomas Cranmer
den Plads han fortjener: det gode Menneskes Plads i den
onde Tid.
Thomas Cranmer var en stille Lærd ved Cambridge
Universitetet, da Tilfældet i det Herrens Aar 1529 lod
ham mødeWolseys Sekretær Stephen Gardiner og
Edward Foxe, der, bevægede ved hans Ry for Lærdom,
ønskede med ham at drøfte det store Spørgsmaal: Kongens
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
