Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
Wiltshire. For første Gang i sit Liv stod Thomas Boleyn
overfor Farer, der truede med at standse hans æreløse
Stigen mod Ophøjelse. Jarlen var bleven ti Aar ældre,
hans Hoved var bøjet og hans Knæ rystede — ikke af
Sorg, men af Skræk.
Kongen hilste ham med et stumt Nik og saa skarpt
paa ham.
Thomas Boleyn sank ned paa Sivmaatten, der
dækkede Gulvet, og strakte Armene ud mod Kongen.
»Eders Majestæt,« sagde han, »jeg beder om Naade;
jeg beder Eders Majestæt tro, at den Sorg, som mine
Børns skændige Handlinger har voldt mig, er for intet
at regne mod min Glæde over, at Eders Majestæt
lykkelig er undsluppen alle Farer og ved Eders tro Tjeners
Hjælp, hans, der her staar hos, har været i Stand til at
aabenbare, hvad derdulgte sig i lyssky Løndom. Jeg
beder Eders Majestæt være naadig mod en Fader, der har
mistet sine Børn, en fattig, men tro Tjener, der vil give
sit Liv for Eder.«
Kongen lod Jarlen knæle, saa gentog han: »Mistet
sine Børn? Eders Børn lever, Lord Wiltshire!«
Jarlen rystede paa Hovedet. »Nej, Eders Majestæt.
Den Dag, mine Børn sveg deres Pligt mod Kongen, deres
Herre, døde de for mig. Abraham var ikke mere rede til
efter Jehovas Bud at støde Kniven i Isaks Hjerte, end
jeg til at dræbe mine Børn, der ikke som Isak er
syndefri, men skyldige til tifold Død for deres forfærdelige
Misgerninger.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
