Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214
Alles Øjne rettedes mod Fangen.
Annas Ansigt var ubevægeligt. Hun stod et Par
Sekunder tavs, med løftet Haand; saa hævede hun den
anden Arm i Vejret, foldede sine Hænder og sagde:
»Fader i det høje, du, som er Vejen og Livet, du ved, om jeg
har fortjent Døden!«
Saa vendte hun sig mod Dommerne og sagde roligt
med tydelig Stemme: »Jeg kalder ikke Eders Dom
uretfærdig, thi jeg forstaar, at I alle kender den sande
Aar-»
sag, der gør min Død nødvendig, og at I alle ved,
hvorfor jeg maa dø. At denne sande Aarsag er en anden end
den, hvorom vi i Dag har hørt, det ved baade I og jeg.
Jeg anklager ikke Jer, der har gjort Eders Pligt; jeg
beder kun Gud tilgive mig; om Naade beder jeg ikke, thi
jeg har altid været min Konge tro. Jeg ved vel, at der
kan have været Grund til at klage paa mig, jeg har ikke
altid føjet mig efter’hans Villie; jeg har ikke altid
skønnet paa den Naade, han har ladet vederfares mig. Jeg
har stundom fulgt mit eget Hoved og plaget ham med
min Skinsyge. Det har jeg, og dette erkender jeg. Fejlet
har jeg i dette som i meget andet, men Gud være mit
Vidne, andet har jeg ikke syndet imod ham.
Jeg siger heller ikke dette for at bevare mit Liv —jeg
er beredt til at dø. Kun for de ulykkelige, hvis Troskab
mod mig har voldet deres Undergang, for min elskede
Broder og de ædle Mænd, der venter Døden i deres
Fængsler, græder mit Hjerte i denne Stund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
