Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
Syndens Tilgivelse, og ved sin Tro gik hun ind til evig
Salighed. Saa var Livet intet, men Døden Saligheds
Lykke.
Det var saa let, saa ligetil at forstaa, som Erkebispen
sagde; hun havde kun at takke Gud og fryde sig ved, at
hun skulde gaa ind til hans evige Glæde.
For hun troede paa Jesus, paa Gud og paa den hellige
Aand.
Og saa var Døden Livet, det var saa usigelig let at
begribe.
Hun vendte sit Ansigt mod Cranmer med et forklaret
Smil i de dybe, blaa Øjne og hviskede til ham : »Nu er
jeg rede, kære Fader, nu befaler jeg Gud min Sjæl og
glemmer alt det andet — alt, alt alt!«
Og Natten gik, medens Erkebispen knælede med
Anna i dyb Bøn. Paa Døden tænkte Anna ikke mere,
hendes Andagt holdt hende som med vældig Haand fast i
dyb Glæde.
Dagen kom, men Bødlen fra St. Omer havde ikke
indfundet sig. Henrettelsen maatte opsættes. Der var to
Dagsrejser frem og tilbage, og man maatte vente.
Den 18. Maj skrev Sir William Kingston fra Tower til
Cromwell i sin tunge, ubehjælpsomme Stil dette Brev:
»Sir!
Dette for at underrette Eder om, at der kun vil være
faa til Stede, og jeg tror, at et rimeligt Antal vil være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
