- Project Runeberg -  Snorre Sturlesons norske Kongers Sagaer / Første Bind /
VII

(1838-1839) [MARC] Author: Snorri Sturluson Translator: Jacob Aall
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kongens Forbud var dragen over til Island.[1] Derfor kalder Kongen i Brevet
Snorre
en Forræder mod
sig, og Gissur siger, at han ingenlunde vil handle mod Kongens Brev; men da han forudsaae, at
Snorre
ei godvilligen vilde følge ham, var det nu hans Agt at hente Snorre med Magt. I
dette oplagte Raad vilde Orm ingen Deel tage; men reed hjem til Breidabolstad. Gissur derimod samlede Folk sammen og sendte Brødrene Arne Beisk og Svart for at speide, reed selv
forud med 70 Mand, og lod Lopt Biskopsson blive tilbage med den øvrige Deel. Klæng
reed op til Kjalarnæs og videre om i Herrederne for at samle Mandskab. Snorre blev
advaret om den forestaaende Fare ved et Brev fra en Ven; men da han ei kunde læse de Runer,
hvori det var skrevet, lod han sig ei afskrække fra at reise til sit Hjem. Natten efter Mauritii
Messe (22de September) kom Gissur til Snorres Gaard Reikjaholt, og brød op den Stue,
hvori Snorre sov. Snorre sprang op, ud af Stuen og ind i et lille Huus ved Siden deraf.
Der fandt han Arnbjørn Præst, og efter Aftale med ham skjulte Snorre sig i en Kjælder,
som var under Huset. I det nu Gissur ledte efter ham, traf han Arnbjørn Præst, og spurgte hvor
Snorre
var; men Arnbjørn lod som han var uvidende derom. Gissur yttrede for ham, at Forlig
var umulig, dersom de ikke traf hinanden, hvortil Præsten svarer, at Snorre nok kunde findes,
dersom Fred blev ham lovet. Derefter opdagedes hvor Snorre var,[2] og disse 5 Mænd, Markus
Mardson, Simon Knut, Arne Beisk, Thorstein Gudnason
og Thorarinn Arngrimsson
gik ned i Kjælderen. Simon bad Arne hugge Snorre ned. „Ei skal Du hugge,“ siger
Snorre
. „Hug Du,“ siger Simon. „Ei stal Du hugge,“ siger atter Snorre. Derefter
gav Arne ham Banesaar og baade han og Thorstein hug ham ued. Saaledes faldt Snorre
i sit 63de Aar 1241 for leiede Morderes og misfornøiede Frænders Haand. — Snorres store
Midler adsplittedes efter hans Død, og hans Eiendomme gik over i andre Slægtsgrene. Hans
Søn Urækia var hans lovlige Arvetager; men Midlerne forsvandt under store Sagsomkostninger,
og Familiens Frænder forfulgte Urækja og hans Tilhængere med saa voldsomt Had og Feide, at
han nodsagedes til at flygte til Norge, hvor han fandt sin Død.

Men tvende andre Minder har Snorre efterladt, som have trodset Tidens Tand, og
hvoraf det ene vil bære hans Navn til den fjærneste Efterslægt, medens det andet, i sin Natur
meer forgjængelig, vidner om Stifterens Smag, Rigdom og Iver for at forherlige sit Bosted.
Det ene er nemlig Snorres Kongesagaer, det andet det varme Bad, som han lod indrette ved
Reikjaholts (eller Reikholts) varme Kilder under Navn af Snorralaug. Den sidste Indretning
roses som den fuldkomneste i sit Slags af Reisende, som ere vante til at bedømme Konstsager, og
som have havt Leilighed til at gjøre sig bekjendte med dem i flere Verdensdele. Saavel den
hensigtsmæssige Indretning, den varige og konstmæssige Sammenføining, som den kostbare Udførelse i
en stor Stiil, vidner om Anlæggerens Smag, Rigdom og Konstsands. Dette stolte Mindesmærke
om Snorre har vedligeholdt sig indtil vore Dage, uagtet det har maattet udholde Jordskjælv
og Tidens Indvirkning. Ligesom det er bleven vedligeholdt af omhyggelige Hænder, der i andre
Henseender have bevaret Mindet om Snorre, saa skal den Forvanskning, som det efter saa
mange Aarhundreders Forløb har lidt, endnu være at rette; men mærkeligt er det altid, at der paa
Islands golde Ø findes Mindet af et Konstværk, hvortil det øvrige Norden neppe har Mage af
den Art at fremvise. Paa Reikholt findes ogsaa endnu Spor af de stærke Volde, hvormed han
omgav denne sin Hovedborg.




[1] Som Kongens Skutilsvend og Lændermand var vel Snorre Kongen Lydighed skyldig; men Hoved-Aarsagen til Fiendskabet var vel Snorres Forbindelse med Skule, hvortil kom hans Ligegyldighed for det ham givne Wrende til Island.

[2] Arnbjørn Præst lod sig vel bedaare af Gissurs List og anviiste Snorres Opholdssted. Denne Mellemscene forbigaaer Sagaen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 13:09:04 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kongesagae/1/0021.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free