Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olaf den Helliges Saga. 267
<sap 123
Her begyn
der Fortce!
linssen om
Vlsbjern
Selsbane.
fordre af lige edelbaarne Mend, som de ere. Nu er her Eders Frende Aslak, som synes
at fele stor Ulempe af dette Eders Forhold, og jeg kan ikke ret vide, om han selv er Skyld
deri, eller han maa undgjelde, at jeg haver sat ham til at verge hvad mit er. Men end
skjent jeg nevner blot ham, saa er der dog mange Andre, som fore samme Klagemaal for os,
baade blandt dem, som sidde i vore Sysler, og blandt Fogder, som have vore Gaardsbrug
at regte, og ere pligtige til at gjeste mig og mit Folk." Erling svarer: „derpaa ffal jeg
svare ien Hast. Jeg negter aldeles, at jeg enten haver lagt Aslak eller nogen Anden,
det til Last, at de ere i Eders Tjeneste. Men hiint negter jeg ikke, at det er nu, som
det lenge har veret, at Enhver af os Frender vil vere sterre end den Anden; derhos
bekjender jeg ligesaa frit, at jeg er redebon til at beie min Hals for Dig, Kong Olaf;
men mere vanffeligt vil det blive mig at lude for Selthorer, som er trelbaaren i al sin
Wt, endffjondt han nu er Eders Foged, eller for Andre, som ere hans Lige i Slegtferd, end
stjendt I legger dem Hceder paa." Nu lagde begges Venner sig i Talen og bade, at de
vilde forliges, og sige som saa: at Kongen af Ingen kunde have saa kraftig Hjelp, som af
Erling, „naar han maatte vorde Eders fuldkomne Ven." Paa den anden Side tale de for
Erling, at han ffulde vige for Kongen, og paastode at, om han holdt sig til Vens med Kon
gen, vilde det blive ham en let Sag, at faae udrettet hos Enhver Anden hvad han vilde.
Saaledes endtes nu deres Mede, at Erling skulde beholde de samme Forlehninger, som han
tilforn havde havt, hvorimod enhver Klage, som Kongen havde anlagt mod Erling, skulde
bortfalde. Skjalg, Erlings Sen, skulde reise til Kongen og blive hos ham. Derpaa
foer Aslak tilbage til sine Gaarde, og de vare nogenledes forligte. Erling foer ogsaa hjem
til sine Gaarde og fulgte gammel Vane i at styre sit Rige.
Der var en Mand, som hedte Sigurd Thorerson, en Broder af Thorer Hund i Bjarke.
Sigurd blev gift med Sigrid Skjalgs Datter, en Sester af Erling. Deres Sen hedte Asbjern,
som i sin Opvert blev en saare ven Mand. Sigurd boede iAu md paa Th rand arnws,
og var en meget rig og anseet Mand. Ikke var han gaaen i Kongens Tjeneste, og Thorer gik
forsaavidt foran sin Broder i Verdighed, at han var Kongens Lendermand. Men hjemme paa
sin Gaard stod Sigurd ingenlunde tilbage for Broderen i Pragt og Stadselighed. Saalenge
Hedenffabet varede, pleiede Sigurd at have 3 Offringer hvert Aar, en ved Vinternatstid, en
midtvinters og den tredie om Sommeren. Endog da han havde antaget Christendommen, holdt
han paa samme Skit med sine Gilder. Han havde nemlig et stort Vennelag om Hesten,
og Jule-Gjestebud om Vinteren, hvortil han indbed mange Mend; det tredie Gje
stebud havde han ved Paastetid, hvortil han og indbed Mangfoldige. Sligt vedblev
han saalenge han levede. Sigurd dede paa Sotteseng da Asbjern var 18 Aar gammel.
Han var sin Faders eneste Arving, og fulgte samme Skik som Faderen, at holde tre Gilder
hver Vinter. Kort ester at Asbjern havde modtaget sin Fedrene-Arv, begyndte Aarferden
at forverres, og Folkets Kornavl mislykkedes. Men Asbjern holdt sine samme Gilder, og
havde Hjelp deraf, at der var gammelt Korn og gammelt Forraad af Alt hvad han dertil be
hovede. Da det ene Aar var ledet og det andet kom, var Kornavlen ikke bedre end tilforn, og da
vilde Sigrid, at nogle eller alle Gjestebud skulde afskaffes. Det vilde Asbjern ikke; men
foer om Hesten omkring til sine Venner og kjebte Korn, hvor han kunde overkomme; men
fik det til Givendes af Nogle. Saaledes holdt han sine Gjestebud ogsaa den Vinter; men
Vaaren ester fik Folket kun liden Sed i Jorden, fordi der intet Frekorn var at faae kjebt.
Cap. 123. an«!lli noB paa nu Gd. Thronces paa Hind-Sen i Senjen. Den af
K. System byggede skjsnne Kirke, som fordum var Fylkes-Kirke, er den samme, som endnu staaer
der. Her holdtes ogsaa Fylkes-Thinget, og efter dette Sted havde det nordligste Fylke i Håloga
land Navn, see S. 24, 90.
35’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
