Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
Magnus Barfods Saga.
Svend, Harald Flettis Sen, fiygtede ferst ud paa Havet og saa til Danmark, hvor
han var indtil han kom til Forlig med Kong Eystein, Kong Magnus’s Son, der fattede
saa stor Kjcerlighed for Svend, at han gjorde ham til sin Skutelsvend og holdt ham i stor
Agt. Kong Magnus raadebe Vs ’eye for Riget oa fredede vel for Landet. Han odelagde
alle Vikinger og Stimcend. Han var en rast, stridbar og virksom Mand, i Alt meer liig
sin Farsader Kong Harald i Sindelag, end sin Fader.
Der var en Mand, som hedte Sveinke Steinarsson, som var meget riig og boede i
Viken ved Elven. Han havde opfostret Håkon Magnusson fer Thorer af Steig tog imod E.«gr
ham. Sveinke havde endnu ei underkastet sig Kong Magnus. Kong Magnus lod Si- ««<"
gurd Ullstreng kalde til sig, og sagde han vilde sende ham med den Befaling til Sveinke, at
han stulde forlade Kongens Lande og Eiendomme;" han haver endnu ei beiet sig under os
eller viist os tilberlig Hceder." Han tilfoiede, at der vare tyende Lendermwnd ester i Vi
ken, nemlig Svend Bryggefod, Dag Eilifsson og Kolbjern Klakka, som kunde bringe den
ne Sag i ret Lag. Da sagde Sigurd: «ikke vidste jeg, at der var den Mand i Norge,
mod hvem der behevedes tre Lendermcend, foruden min Hjcelp." Kongen svarede: «Du
behever ei at bruge deres Hjcelp, uden den er forneden." Nu gjer Sigurd sig reiseferdig
med et Skib, holdt ester til Viken, hvor han stcevner Lendermcendene sammen. Siden
blev der berammet et Thing i Viken, hvortil der bleve indkaldte de, der boede ved den estre
Elv, foruden alle Andre, saa der blev en talrig Forsamling. Men da Thinget var sat,
maatte Folket bie en Stund ester Sveinke. Derpaa saae man en Skare af Mcend komme
farende, der vare saa vel udrustede med Vaaben, saa de vare at see paa som lis-Stykker;
thi nu kom Sveinke og hans Folk paa Thinget og satte sig ned ien Ring. Alle vare de
jcernklcedte med gloende Vaaben og vare 500 i Tallet. Da stander Sigurd op og sagde:
«Guds og sin egen Hilsen sender min Herre, Kong Magnus, sine Venner, alle Lendermcend
og andre sine Undermcend i Riget, samt mcegtige Vender og den hele Almue, med fagre
Ord og Venstabs-Tilbud; alle dem, som ville beie sig for ham, tilbyder han sit Venstab og
sin Velvillie. Nu vil Kongen vise sig ial Blidhed og god Fred med alle dem af sine
Mcend, som ham ville tjene, og vil vcere deres og hele Rigets naadige Herre. Han
tilbyder sig til Forstander og Brystvcern for alle norste Mcend, og det for Eder, at
tåge vel imod Kongens Tale og siige Tilbud." Da stander en Mand> i Elvgrimernes
Flok, som var stor af Vcert og meget truten i Ansigtet, ifert en lodden Kappe, med en Ore
stok over Skuldrene og en stor Staalhat paa Hovedet. Han saae bister ud og sagde:
«her beheves ingen Rulle, sagde Rceven, og trak Harpen paa Isen." Han talede ei
fiere Ord; men satte sig ned igjen. Noget efter stod Sigurd Ullstreng op og tog saalunde
til Orde: «ringe Skjcel og Hjcelp for Kongens Sag have vi af Elvgrimerne, og maadeligt
Venstab; men ved Sligt viser Enhver hvor meget han agter sig selv, og nu maa jeg vel
tydeligere frembcere Kongens Mrende." Derpaa krcevede han Landskyld og Ledings-Styr,
samt alle andre Kongens Rettigheder af de mcegtige Vender; han bad Enhver betcenke,
hvorlunde de havde baaret sig ad, og at de maatte fremme deres egen A3re og gjere Kongen Ret
og Skjcel, om de tilforn derpaa havde stortet." Derpaa satte han sig ned. Da reiste sam
me Mand sig op i Elvgrimernes Flok, som fer havde talet, leftede Hatten lidt i Veiret og
svarer hastigen: «De rende godt Gutter, sagde Finnerne, som havde Ski tilfals." Derpaa
satte han sig ned. Noget derefter reiste Sigurd sig op, efterat han havde talet med Len
dermcendene og sagde, at et saa vigtigt Kongens Mrende ei burde behandles saa let som en
Fjcer. Han var nu noget vred og tilfeiede, at de ikke burde tåge saa haanligen mod Kon
gens Bud og Mrende; thi det var ikke semmeligt. Han var ifert en red Skarlagens-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
