Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 Sigurd lovfalafars, Gysteins og Qlafs Saga.
<sapite, 3H
Om Haralds og
Magnu»’s Ved-
dclob.
fandtes übrcendte. Derefter vedtog Kong Sigurd Haralds Frwndskab; men hans Son
Magnus lagde stort Had til ham og mange Hovdinger rettede sig efter ham. Kong Si
gurd stolede saa meget paa sin Pndest hos hele Landsfolket, saa han begjcerede, at alle Mand
skulde under Ed antage Kong Magnus til Konge efter ham, og denne Ed gjorde hele
Landsfolket.
Harald Gille var en hoi og rankvoxen Mand, med lang Hals og Ansigt, sortoiet,
havde morkt Håar, var rask og vaever og bar som oftest irsk Dragt, korte og lette Klceder.
Det norske Sprog faldt Harald tungt, og han stodte Ordene frem, Mange til Spot; men
Kong Sigurd leed det ikke, naar han var tilstede. Harald pleiede at folge Kong Sigurd
til Sengs om Qvcrlden, og en Gang bar det saa til, at Magnus og hans Folk opholdt
ham og de sådde lcenge og dråk sammen. Harald talede med en anden Mand om ad
skillige vestenfra Ireland, og blandt andet om, at der vare de Mcrnd i Ireland, som vare
saa fodrappe, at ingen Hest tog dem i Lobet. Magnus Kongeson Horte dette og sagde:
nu lyver han som han pleier." Harald svarer: Sandt er dette, at der findes de Mcrnd
i Ireland, som ingen Hest i Norge kan lobe forbi." De skiftede derom nogle Ord og begge
vare drukne. Magnus havde faaet sendendes en gotsk Hest, et herligt Dyr, der var meget
rask paa Foden. De som vare tilstede meente, at ingen Hest var saa rask, og forlangte
derom Haralds Mening. Da sagde Magnus: Du skal indgaa det Vceddcmaal med
mig, at det gjcrlder Dit Hoved, om Du ei lober saa hart, som jeg rider paa min Hest, og
derimod lceggcr jeg min Guldring." Harald svarede: ikke sagde jeg, at jeg lob saa hart;
men det sagde jeg, at der findes de Mcrnd i Ireland, som lobe saa fort, og derpaa vil jeg
vcrdde." Kongesonnen Magnus svarer: >,ikke monne jeg fare til Ircland; her skulle vi
vcrdde og ikke der." Derpaa gik Harald til Sengs og vilde ei tale mere med ham derom.
Dette var i Oslo. Morgenen efter, da Fromessen var endt, red Magnus op ad Gaden
og sendte Bud til Harald, at han skulde komme did. Da Harald kom, var han saa klcrdt:
han havde en Skjorte paa, og Burer, som vare bundne med Baand under Fodsaalerne,
en kort Kappe, en irsk Hat paa Hovedet og et Spydskaft i Haanden. Magnus satte
et Mcerke for Lsbet. Harald sagde: alt for langt gjor Du Rende-Banen; men Mag
nus meente, at om den endnu var meget lcengere, var den dog for kort. Der vare man
ge Tilskuere. Da begyndte de Lobet og Harald fulgte stedse Hestens Frembov; men da
de kom til Enden af Banen sagde Magnus: »Du holdt i min Sadelrem og Hesten trak
Dig." Magnus havde sin raske Lober, den gotske Hest. De begynde anden Gang Vced
delober, og da lob Harald hele Banen igjennem foran Hesten. -Da de kom til Enden af
Banen spurgte Harald: holdt jeg nu i Sadelremmen?" Magnus svarer: »Du tog For
sprang." Derpaa lod Magnus Hesten puste ud en Stund, og da han var reisefcerdig,
ståk han Sporerne i Hesten og satte den i rask Lob. Da stod Harald stille, men Magnus
saae sig tilbage og raabte: nu." Da lob Harald rask forbi Hesten og langt foran
den til Enden af Banen, og kom saa meget for, at han lagde sig ned, sprang op igjen og
hilsede sin Frcende Magnus, som kom efter. Derpaa fore de hjem til Byen. Imidler
tid havde Kong Sigurd vcrret i Hoimesse og vidste ikke Noget om dette for efter han
havde spiist om Dagen. Da sagde han vredt til Magnus: «I kalde Harald taabelig,
men mig tykkes Du er en storre Tosse, der ikke kjender udenlandske Mcrnds Scrder.
Vced Du ikke for, at Mcrnd i andre Lande ove sig i andre Idrattter end at tylde sig med W,
eller gjore sig rasende og übeqvem til Alt, saa den Ene ei kjender den Anden. Giv nu
Harald sin Ring, og gjor aldrig Nar af ham herefter, saa lcenge mit Hoved er over Muld,
og jeg har at raade."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
