Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Erfaringsfilosofien - c. David Hume
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42 111. Erfaringsfilosofien :
af, at vi omfatte Menneskelivet, hvorsomhelst det rører sig,
med Sympati. Maaske var det fra først af kun Interessen for
vor egen Sikkerhed, der lod os billige Retfærdigheden ; der
maa da være foregaaet en Ændring i vort Følelsesliv, naar vi
kalde den god, ogsaa hvor vor egen Velfærd ikke berøres af
dens Overholdelse. Grundmotivet for etisk Vurdering er da
Sympatien eller Kammeratfølelsen (fellow-feeling).
Ligesom i Etiken, saaledes opponerer Hume ogsaa i Reli
gionsfilosofien mod Overvurdering af det Intellektuelles Ind
flydelse. Og ligesom i Erkendelsesteorien anstiller han ogsaa
her en dobbelt Undersøgelse, idet han dels drøfter Religionens
psykologiske Udspring, dels Gyldigheden af de religiøse Fore
stillinger. Den første fremstilles i «Religionens Naturhistorie",
den anden i Dialogerne om naturlig Religion". — Religion
opstaar ikke af rent intellektuelle Motiver, men af Frygt og
Haab og af Tilbøjeligheden til at forestille sig alle Væsener i
Lighed med Mennesket. I Begyndelsen forestiller Mennesket
sig de Væsener, til hvilke det tåger sin Tilflugt under Livets
Angst, i meget ufuldkomne Former. Men ogsaa her virker
Indbildningskraftens Tendens til at gaa ud over det Begræn
sede og Endelige, og det gaar op for Mennesket, at dets Gud
maa være et uendeligt Væsen, og at der kun kan være én
Gud. Ved Siden af denne Tendens, der fører til at forestille
sig Guddommen som hævet over alt Menneskeligt og fjernet
fra den endelige Verden, gives der dog en modsat Tendens,
en Trang til at forestille sig den som nær og paa anskuelig
Maade, i menneskelig Skikkelse og med menneskelige Egen
skaber, og vi finde i Religionen en stadig Svingen mellem
disse to Tendenser. Derved forståa vi de Modsætninger og
Modsigelser, der findes dels mellem de forskellige Religioner,
dels indenfor samme Religion. — I sine «Dialoger" indfører
Hume en Supranaturalist (der hævder Troen paa et Over
naturligt), en Rationalist (der mener ad Fornuftens Vej at
kunne bevise Guds Tilværelse) og en Naturalist (der hævder,
at vi hverken i Tro eller Fornuft kunne komme ud over
Erfaringen). Skønt Naturalisten tilsidst gør et høfligt Tilbage
tog, er det dog tydeligt, at hans Grunde ere afgørende i Hume’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
