Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII - XXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
„Børnene . . . faar du . . . alligevel . . . ikke. —
Min Søster . . . her . . . tager dem ... til sig.8
Alt, hvad hun sagde, gjaldt hende og Børnene,
medens dét, der for mig var Hovedsagen: hendes
Skyld, hendes Svig, ikke syntes hende at være
værd at omtale.
a— Ja, fryd dig . . . over ... dit Værk!"
sagde hun med graadkvalt Stemme og et Blik hen
imod Døren, hvor Søsteren havde stillet sig med
alle Børnene. „Dér sér du . . . hvad du har gjort!"
Jeg saa’ hen paa Børnene, paa hende, paa
hendes forslaaede, opsvulmede Ansigt, og for første
Gang glemte jeg mig selv, mine Rettigheder, min
Stolthed, for første Gang saa? jeg Mennesket i
hende. Og alt, hvad der tidligere havde krænket
mig saa dybt, min Skinsyge, og hvad der stod i
Forbindelse dermed, forekom mig nu saa
intetsigende i Sammenligning med, hvad jeg havde
gjort, at jeg heller end gjærne vilde have sunket
ned for hende og bedt hende om Tilgivelse, hvis
jeg kun havde vovet det.
Hun laa’ en Stund med lukkede Øjne, uden
at tale; Kræfterne begyndte øjensynlig at svigte
hende. Med ét gik der en Skælven gjennem
hendes lemlæstede Ansigt, og det fortrak sig
smerteligt. Hun stødte mig sagte fra sig med Haanden,
idet hun udbrød:
„— Hvorfor er det nu gaaet saaledes? Hvorfor??1
„— Tilgiv mig!" sagde jeg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
