Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII - XXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
„— Tilgiv ..." gjentog hun, „det er ikke
andet end Snak! Nej, gid jeg dog ikke maa dø!"
raabte hun med et Skrig, idet hun rejste sig i
Vejret og saa’ paa mig med et feberagtigt,
straalende Blik. — „Ja, du har opnaaet, hvad du vilde!
Hvor jeg hader dig! O! Ah!" skreg hun igjen,
idet hun aabenbart allerede var begyndt at tale i
Vildelse. — »Naa, dræb mig saa! dræb mig kun!
Jeg er slet ikke bange! Men allesammen,
allesammen paa én Gang, og ham med . . . Han gik,
han gik!"
Bevidstheden havde forladt hende, og hun
kjendte ikke mere nogen. Hen ad Middagstid
døde hun.
Allerede Klokken otte om Morgenen blev jeg
bragt hen paa Politistationen og derfra til Fængslet.
I de elleve Maaneder, jeg sad dér og ventede paa,
at. der skulde falde Dom i Sagen, havde jeg rigelig
Lejlighed til at tænke over mig selv og min
Fortid. Og til sidst forstod jeg den da ogsaa.
Forstaaelsen var allerede begyndt at komme den
tredje Dag, efter at jeg var ført hen til . . .
Pösdnyschev standsede med ét, ude af Stand
til at undertrykke Graaden, der stod ham i Halsen.
Først da han havde fattet sig lidt, vedblev han:
— Jeg begyndte først at forstaa, hvad jeg
havde gjort, da jeg saa’ hende ligge Lig.
Graaden havde nær faaet Overhaand, men han
beherskede sig dog endnu og fortsatte hurtig:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
