Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lavrans Bjørgulfsøn - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
247
«La mig være, mor! Skal I kjende efter om jeg er
blit tykkere i midjen kanhænde —»
Næste øieblik stod hun op og holdt sin haand mot
kindet — forvirret saa hun ned i morens gnistrende
aasyn. Ingen hadde slaat hende siden hun var litet
barn.
«Sæt dig,» sa Ragnfrid. «Sæt dig,» tok hun op saa
datteren lystret. Moren sat taus en stund, da hun talte,
var hendes røst usikker:
«Jeg har nok set det, Kristin, meget har du aldrig
holdt av mig. Jeg tænkte, kanhænde var det for du
trodde at ikke jeg elsket dig saa meget — ikke slik
som far din elsker dig. Jeg lot det staa hen — jeg
tænkte, nåar den tid kom at du selv har født barn, saa
vil du vel skjønne —.
Jeg gav dig die endda, da var det alt slik, at nåar
Lavrans kom nær os to, da slåp du brystet mit av
munden og rakte mot ham og lo saa melken min randt
over læberne dine. Lavrans syntes dette var morro —
og Gud vet jeg undte ham det; jeg undte dig det og
at din far lekte og 10, hvergang han saa dig. Jeg syntes
selv det var synd for dig, du vesle livet, at jeg ikke
kunde la være med al den graaten. Jeg tænkte mere
paa om jeg skulde miste dig og, end jeg glædet mig
for jeg hadde dig. Men det vet Gud og jomfru
Maria, at jeg elsket dig nok ikke mindre end Lavrans
gjorde.»
Taarerne randt nedover Ragnfrids kinder, men hen
des ansigt var ganske rolig og hendes stemme ogsaa:
«Gud vet jeg bar aldrig nag til ham eller til dig for
det venskap som var mellem dere. Jeg tænkte, jeg hadde
ikke git ham for megen glæde i de aarene vi hadde levet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
