Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lavrans Bjørgulfsøn - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
Hun skjønte ikke, hvordan hun holdt ut. Hun husket
neppe selv, hvad hun holdt ut for, men sløv og stum av
smerte holdt hun sig oppe og faldt ikke tilfote.
— Saa blev etpar planker brutt op i kirkegulvet
foran Sankt Tomas’ alter, og der blev hugget en grav
i den stenhaarde jord under til Ulvhild Lavransdatter.
Det snedde tæt og stilt alle de dagene barnet laa paa
likstråa; det snedde da hun blev ført til jorden, og det
blev ved at sne, næsten uten stans, en hel maaned
tilende.
For folket som gik og biet paa vaarens forløsning
syntes det som den aldrig vilde komme. Dagene blev
lange og lyse, og dalen laa i en damp av braanende
sne, mens solen stod paa. Men kulden holdt sig i luften,
og varmen fik ingen magt. Om nætterne frøs det haardt
— det smaldt i is, det dønnet inde fra tjeldene, og
ulvene tutet og ræven gjødde helt nede i bygden som
ved midtvinter. Folk skavet bark til kreaturerne, men
de styrtet i hobetal paa baasen. Ingen skjønte, hvor
dette skulde ende.
Kristin gik ut en slik dag, da der sipret vand i vei
farene og sneen glinset som sølv utover jorderne. Mot
solen var snefonnerne ætt indhule, saa skarebremmens
fine isgitter brast med sagte sølvklang, nåar hun støtte
til den med foten. Men overalt, i den mindste skygge,
var den skarpe kulden i luften og sneen haard.
Hun gik opover mot kirken — hun visste ikke selv
hvad hun skulde der, men hun droges dit. Faren var
der — der var nogen bønder, gildesbrødre, som hadde
et stevne i svalen, visste hun.
Oppe i bakken møtte hun bondeflokken, som kom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
