Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lavrans Bjørgulfsøn - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
299
nedover. Sira Eirik var med dem. Mændene var tilfots
alle, de gik i en mørk, lodden klynge, dukkede og snak
ket ikke sammen; de hilste tvert tilbake da hun hilste,
idet hun gik forbi.
Kristin tænkte, det var længe siden den tiden, da
hvert menneske i bygden hadde været hendes ven. Nu
visste vel alle, at hun var en ond datter. Kanske visste
de mere om hende og. Nu trodde de vel ogsaa alle, at
der hadde været noget sandt i den gamle snakken om
hende og Arne og Bentein. Kanske var hun i det
værste vanry. Hun rettet op sit hode og gik videre til
kirken.
Døren stod paa gløt. Der var koldt inde i kirken,
men endda strømmet der som en lunhet mot hendes
sind fra dette dunkle og brune rum, med de høit op
stræbende søilestammer, som løftet mørket op mot
takets sprængverk. Der var ikke tændt paa altrene, men
litt sol faldt ind av dørgløtten og glimtet svakt paa
billeder og kar.
Fremme ved Tomasalteret saa hun faren laa paa
knæ med hodet ned mot de foldede hænder som krystet
luen ind til barmen.
Sky og bedrøvet listet Kristin ut og stod i svalen.
Rammet ind av buen mellem de to smaasøiler hun stod
og holdt om, saa hun Jørundgaard ligge og bak hjem
met den blekblaa dis over dalen. I solen blikket elven
hvitt av vand og is utigjennem bygden. Men orekrattet
langs dens løp var guldbrunt av blomme, granskogen
var vaarlig grøn allikevel heroppe ved kirken, og det
pjutret og kvitret og fløitet av smaafugl i lunden like
ved. Aaja, der hadde været slik fuglesang hver kveld
efter solnedgang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
