Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Lavrans Bjørgulfsøn - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
335
Folket fulgte den graatende gamle prest og Lavrans
Bjørgulfsøn med krucifikset.
Ved enden av kirkegaarden stillet Lavrans roden fra
sig op mot et træ, han sank ned tilsæte paa vraket av
gjerdet. Sira Eirik sat der alt — han rakte ut armene
mot den brændende kirke:
«Farvel, farvel, du Olavskirken. Gud signe dig, du
Olavskirken min, Gud signe dig for hver en stund jeg
har sunget i dig og messet — du Olavskirken, godnat,
godnat —»
Sognefolket graat høit med ham. Regnet strømmet
ned over menneskeklyngerne, men ingen tænkte paa at
gaa. Det saa ikke ut til at dæmpe varmen i det tjærede
træverk — brander og glødende spaan blev slængt
omkring. Straks efter styrtet takrytteren ned i branden
med et gov av gnister staaende tilveirs efter sig.
Lavrans sat med den ene haanden for ansigtet; den
anden arm laa utover hans fang, og Kristin saa at ærmet
var blodig fra skulderen og helt ned, blod randt utover
hans fingre. Hun gik bort og rørte ved.
«Det er vist ikke stort — der faldt noget ned paa
skulderen min,» sa han og saa op. Han var hvit helt
ut paa læberne. «Ulvhild,» hvisket han vaandefuldt og
saa ind i baalet.
Sira Eirik hørte det og la en haand paa hans skulder.
«Det vækker ikke barnet dit, Lavrans — hun sover
like godt cm det brænder over leiet hendes,» sa han.
«Ikke har hun mistet sit sjælehjem, slik som vi andre
ikveld.»
Kristin gjemte sit ansigt ind til Erlends bryst — stod
slik og følte hans arme om sine skuldre. Da hørte hun
at faren spurte efter sin hustru.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
