- Project Runeberg -  Kristin Lavransdatter / Husfrue /
249

(1920-1922) [MARC] [MARC] Author: Sigrid Undset
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Husaby - IV

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

249
Skamrød vendte han sig fra dette ansigt som var opløst
av latter og kjæte; han kom sig løs uten videre paaskud
og gik ut; sendte saa hendes tjenestekoner ind til fruen.
Nei saa djævelen, han var ikke en rotteunge heller som
lot sig fange i sengehalmen. Ett var at lokke — at
la sig lokke var en anden ting. Han maatte le og
saa — her stod han og var rendt fra en vakker kone
slik som Josef hin ebræiske. Ja litt hænder tilsjøs og
tillands med.
Nei, fru Sunniva —. Aa han maatte mindes en —
en som han kjendte. Hun hadde gaat til møtes med
ham i et herberg for løse ledingskarer — og hun kom
saa tugtig og værdig som en kongebaaren ungmø gaar
til messen. I lunder og laaver hadde hun været hans,
Gud forlate ham, han hadde glemt hendes byrd og
hendes hæder; hun hadde glemt den for hans skyld,
men slænge den fra sig hadde hun ikke evnet. Hendes
æt yppet sig i hende, seiv naar hun ikke tænkte paa den.
Gud signe dig, Kristin min — saa hjælpe mig Gud,
min tro som jeg gav dig i løn og for kirkedøren, den
skal jeg holde eller aldrig være mands mand. Saa er.
Saa fik han fru Sunniva sendt iland ved Yrjar, der
hun hadde frænder. Det bedste var at hun syntes ikke
altfor vred heller, da de skiltes. Helde med hodet og
sture som en munk hadde han ikke trængt — de hadde
jaget hinanden utenbords paa aarerne som en sier. Til
avsked gav han fruen nogen kostbare skind til en
kaape, og hun lovet, han skulde faa se hende i den
kaapen. De møttes nok en og anden gang. Stakkar,
manden hun hadde var ikke ung og noget sykelig —.
Men han var lykkelig fordi han kom hjem til sin
hustru og ikke hadde noget paa sindet som han trængte
dølge for hende, og han var kry av sin egen prøvede
standhaftighet. Og han var aldeles yr og gal av

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 21:59:13 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/kristin/2/0257.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free